“Det kan ik´ betale hidse op sig over det.” Et bredt smil afslører en håndfuld skæve pløkker i den ældre grønlandske herres mund. Charmen i den hakkende udtale og ukorrekte ordstilling preller helt og aldeles af på den irriteret, ældre dansk mand foran mig, hvis vom presser faretruende på hans skijakkes lynlås indefra. Meldingen om at alle dagens flyvninger med det lille fly fra Sisimiut, på Grønlands yderste vestkyst, er aflyst, sender også et jag af irritation eller måske nærmere skuffelse igennem mig. Jeg har savnet Lone og mine børn. Desuden har vi planer i Påsken, mine forældre kommer, vi skal til koncert mm. Men her trumfer naturen alle planer. Alternativet ville være at sidde i et lille fly med stor sandsynlighed for at blive sønderrevet opad en bjergskråning i -10 graders kulde og stiv nordenvind. Jeg sætter i med logistiske redningsaktioner på sms.

Sisimiut lufthavns grundareal er ikke meget større end mit parcelhus og jeg genkender en grønlandsk pige med dreadlocks, som sammen med gode folk fra to af landets hotteste bands, Small Time Giants og Nanook (tjek dem ud på Roskilde festival i år), var en del af det festlige selskab jeg drak fadøl med i hotelbaren for et par aftener siden. Hun tilbyder et lift tilbage til hotellet, hvor jeg tjekker ind på det samme værelse, jeg tjekkede ud af en time tidligere.

Inden jeg rejser fra DK siger Ilang (min ven, writing buddy og arrangør af Koda awards i forbindelse med Arctic Sounds festivallen her på Grønland) at “det nok skal blive et lille eventyr” og det får han ret i! Grønland er lige så overvældende som lovet med sin blanding af storslået, barsk natur og varme, no-bullshit indbyggere. Den første aften møder jeg andre festivaldeltagere fra Grønland, Norge, Færøerne og DK til en hyggelig gang fælles chili con carne. Her overrækker festivalleder, Jacob Froberg, mig et tjekket korarrangement af “League Of Light” (Grand Prix nummeret jeg skrev sammen med Julie Berthelsen, Nina Kreutzman og Joachim Ersgaard), som det lokale kor synger. Alle steder jeg kommer frem er rygtet gået om, at jeg er medkomponist af nummeret, som er blevet en slags national stolthed. Det ærger mig igen, at vi måtte nøjes med andenpladsen. Men denne gang ikke for min egen skyld. Pudsigt at mit 2019 sådan har fået Grønlandsk tema.

Gåturen nedad den stejle, iset gade, over den frosne sø sætter en behørig stemning for den forestående tur. Ulvelignende slædehunde bundet udenfor byens blå, grønne og røde huse hyler om kap med vinden, der hvirvler sne om mit hoved, som i en scene fra Game Of Thrones, altså fra “den anden side af muren”. Der er dog ikke meget (Winther-) John Snow over mig, tværtimod føler jeg mig temmelig lille på vej til mødestedet for slædehundeturen ud i vildmarken.

Jeg sætter mig på sælpelsene, der polstrer slæden og et medlem fra et dansk band sætter sig imellem mine ben med næste mand mellem sine ben. Sådan sidder vi 4 på række, da hundeslæden suser afsted med et ryk og et inferno af knurren og gøen. Indimellem går det stærkt og temmelig stejlt op og ned ad bakker. En håndfuld gange stopper vi for at vikle en hund ud af snorene, hvilket ofte resulterer i et raskt lille hundeslagsmål. Efter en god times tid stopper vi. De tørstige, forpustede hunde bider i sneen for at få væske. Sne, bjerge (eller fjelde som de hedder på Grønland), is og klipper strækker sig så langt øjet kan se i alle retninger. Ingen huse, butikker, biler eller tegn på civilisation. Men det der føles mest overvældende er stilheden. Komplet stilhed. Jeg trækker vejret dybt ind og ånder alle hverdagens bekymringer ud i den arktiske kulde.

Én af pigerne spørger om slædehundeføreren kender navnene på alle hundene, hvilket han selvfølgelig gør og begynder at pege og remse op. Alle meget grønlandske navne på nær én, der hedder “Denis”!? Vi bryder ud i en latter som pludselig afløses og overdøves af brølen fra nærmende snescootere. Vi skal bytte. En adrenalinberiget udgave af jazzsaxofonisten Christian Vuust stiger af én af scooterne og advarer mig grinende om de heftige motorkræfter.

Guiden spørger, om jeg har kørt sådan én før – nej. Så en motorcykel måske? Nej. “Ok”, siger hun og peger på det ene og så det andet håndtag, “det er gassen og det er bremsen. Husk at læne imod hældninger. Følg bare efter mig.” Jeg føler med pigen, der skal sidde bag på mig. Ikke fordi jeg er fartdjævel, måske nærmere det modsatte. Og så suser guiden af sted. Jeg gasser op og må gribe fast i styret for ikke at sende maskinen flyvende ud i sneen uden os. Det tågede vejr og begyndende snestorm gør det svært at se terrænet. Så med jævne mellemrum går det uventet stejlt nedad eller også hælder vi faretruende sidelæns på en skråning. Men usikkerheden udvikler sig til en polarbiker-frihedsrus, imens vi suser igennem landskabet til byen langsomt materialiserer sig i den hvide horisont.

Dagen efter er jeg anderledes på hjemmebane i byens kulturhus, hvor jeg skal holde mit “Skriv Hits & Sælg Dem” foredrag. Sangskrivere fra såvel Færøerne som Grønland og Sverige er mødt op og deltager entusiastisk i mit oplæg om “den melodiske kabale”, “titlens magt”, “Max Martins hemmelige våben” og andre nørdede teorier og værktøjer fra min bog om sangskrivning. Talentniveauet er højt på Grønland (og Færeøerne for den sags skyld). Måske skyldes det samme ø-mentalitet og forudsætninger, der gør sig gældende i f.eks Irland, som også har produceret uforholdsmæssigt meget fantastisk musik i forhold til sin størrelse. Det gør mig i hvert fald glad og ydmyg at blive taget så godt imod og bagefter går Ilang og jeg på restaurant (den eneste i byen!) for at evaluere. Nu skal der prøves eksotiske grønlandske specialiteter og den bedste af dem alle, mener nogle, er mattak (halv hvalhud, halv spæk). Jeg dypper et stykke i aromat, som man skal, og begynder at tygge. Huddelen forsvinder hurtigt, og smager egentlig fint, men spækdelen har en bruskagtig konsistens, som jeg tygger ihærdigt men forgæves på. Inden Ilang når at fortælle mig, at den del bare skal sluges, giver det et smæld i munden og jeg spytter en kvart kindtand ud på bordet. Pis!

Jeg bedøver min irriteret tunge, der uafbrudt kører op ad tandens skarpe kant, med fadøl (til 90,- glasset) og endnu en gang hygger vi med de lokale musikere. Jeg skal hjem til DK næste morgen. Så min Påske må starte med en tur til akuttandlæge. Det var ikke lige planen.

Men turen hjem er heller ikke planen, finder jeg ud af næste morgen. Alle fly aflyst! Det er en frustrerende og uvant følelse ikke at være i kontrol over logistikken. Tilbage på hotellet prøver jeg, at vende situationen til lidt logistisk fornuft og opsøger den lokale tandlæge, som venligt klemmer mig ind og fikser en midlertidig fyldning. Den viser sig dog, at være mere midlertidig end forventet. Ved aftensmaden kan jeg endnu en gang spytte en kvart (kunstig) tand ud på bordet imellem Ilang og mig. Nu kan vi kun grine af det. Det er næsten som om, at nogen prøver, at fortælle mig noget i alle mine forsøg på at kontrollere situationen.

… og måske er det én af livets løbende lektioner. Selvom det oftest er ubelejligt, tror jeg vi har brug for at blive puffet ud af comfortzonen med jævne mellemrum. At bytte kontrollen ud med et kærligt los i bollerne (m/k). Det er nemlig sjældent i magelighedens statiske døs at vi flytter os og får øje på hvor stort alting er – på godt og ondt.

Dagen efter går turen hjemad, omend med en ekstra rejsedag og overnatning på Hilton i Reikavik, hvor der lige er en bluesfestival i lobbyen! Omsider når jeg hjem, direkte til middag, med familie og kæreste i Påskesolen og videre ind til koncerten som hang i en tynd tråd indtil i formiddag. Og imellem tårevædet passager i mit bløde sæde i DR Byens koncertsal, hvor Rufus Wainwright kanaliserer noget guddommeligt, klukker jeg lidt for mig selv over de skønne uventet sving, bakker og dale som livet serverer – en hæsblæsende snescootertur med en (indimellem) sneblind chauffør!

Og i morgen skal jeg til tandlæge.

 

 

PS. Hvis du har lyst til at dykke ned i ovennævnte sangskrivnings-nørderier kan du bestille “Skriv Hits & Sælg Dem” her:

https://www.saxo.com/dk/skriv-hits-saelg-dem_marcus-winther-john_paperback_9788740944525