Omridset af en nøgen kvindekrop tager langsomt form i mørkets grovkornede billedopløsning. Hun ligger på siden med ryggen til mig. Overkroppen hæver og sænker sig langsomt med den dybe vejrtrækning. Hun sover stadig. Jeg ser mig forvirret omkring efter clues, der kan afsløre, hvor jeg er. Et lille mellemrum i de tunge gardiner kaster en kile af lys henover midten af den store seng og highlighter en tribaltattovering, der rækker ud som et krøllet gevir over toppen af de to fyldige baller.
Jeg smyger mig ud af sengen og træder forsigtigt ned på gulvtæppet. Mine støvler og mit tøj ligger smidt mellem sengebordet og en dør, der står på klem. Jeg skovler det hele op og lister gennem rummet. Min skjorte lugter af sved og røg fra nattens koncert …               (Uddrag fra kapitel 9, “16 Tømmermænd”)

Alkoholvædet one-night stands, Tinder kommunikation og “gå-en-tur-dates” der tager en drejning, er blot nogle af trinnene i skilsmisse-slingervalsen som hovedpersonen i min kommende roman må igennem. Meget som min egne oplevelser … mange af dem er mine oplevelser!

Da 20 års fast forhold, ægteskab og kernefamilie vælter omkring mig, smuldrer en beskyttende væg og afslører en hel ny verden fuld af potentielle dates, partnere og måske den næste eneste ene! Denne parallelverden har været der hele tiden, men først nu, med det adgangsgivende knust hjerte som turarmbånd, står jeg i køen til rutsjebanen. På voksenlegepladsen er der sjovt, desperat, livsbekræftende og farligt. Det er hjerternes vilde vesten! Men man slipper ikke hel derfra, før man lærer at give slip på det der førte én dertil.

Læs om første date som 43 årig her:  https://detsomwinther-johnskriver.blog/2017/01/22/foerste-date-farkrop-1-del/

Den paniske modvilje for at give slip på “hvordan det skulle have været” er overvældende og altoverskyggende. Det er ikke tilfældigt, at min roman hedder “16 Tømmermænd”. Alkohol er nemlig noget af det eneste, der giver et lille time-out fra den stædige sorte sky, der følger mig overalt i den første tid. Ikke, at jeg ligger i sprit 24/7 … slet ikke. Men om aftenen efter et par (store) glas Californisk Pinot Noir er det lettere at få overblik uden at ligge lammet under familiedrømmens ruiner. Beskyttet af alkoholboblen kan jeg for en kort stund svæve op over murbrokkerne for at skue efter en sti, der kan føre mig et par meter længere ud af min sønderbombet virkelighed.

Velmenende skilsmisseveteraner i min omgangskreds byder ind med klichéer som; “Det er nok for det bedre” og “på den anden side, giver det mening”. Ordene forekommer mig tomme og nærmest provokerende i deres accept af noget, for mig, helt uacceptabelt. Jeg bilder mig ind, at min historie er unik. Så hvad ved de om min situation? I virkeligheden hungrer jeg efter at snakke med nogen, der befinder sig samme sted, som jeg gør. I håb om at finde dem deler jeg åbent mine oplevelser og spørger ind til andres. Måske er der tips og detaljer jeg kan bruge? En “saml-stykkerne-manual”.

Der findes tydeligvis ikke et universalplaster, der kan dække alle sårene. For hver gang jeg stopper blødningen ét sted, pibler blodet ud et andet. Jeg søger i romaner, blogs, Facebook grupper mm. Stort set allesammen skrevet af kvinder. Og selvom jeg sagtens kan relatere og er overbevist om, at rollerne i skilsmisseklichéerne ikke er kønsbestemte, så trænger jeg (også) til at høre andre mænds historier. Ikke de forfængeligt redigeret politisk korrekte og heller ikke de indbildte macho udgaver. Bare noget ærligt. Nogen der er lige så fucked up som mig … og som tør indrømme det.

Når jeg giver efter til min indre tudefjæs, prøver jeg ikke at rette humøret op med “Happy” (Pharell Williams) eller “I Feel Good” (James Brown). Nej, jeg svælger i “Love Hurts” (Gram Parsons) eller “Pretty” (Elliot Smith). Jeg genkender smerten og spejler mine følelser. Jeg føler mig set og heler en lille smule. Hovedpersonen i “16 Tømmermænd” gennemlever den vildeste tid i sit liv som en reflekterende/pinlig, stærk/sølle, fuld/indsigtsfuld del af skilsmissestatistikken. Det er ikke altid kønt. Men jeg håber, at andre kan spejle sig og måske endda hele en lille smule.

De klichéer vi affejer har for vane at indhente os. Det sker også for mig. Pludselig slanger de sig ud af min mund og tværer sig hånligt rundt i min bevidsthed. Måske var der alligevel en mening med galskaben? Som om det ikke er nok, må jeg indrømme overfor mig selv at jeg, på en personlig (selvisk) plan, ikke ville have været den omgang foruden … altså set i bakspejlet … måske med et par undtagelser.

Det er en vild historie … hvis du vil læse den, kan du allerede forudbestille “16 Tømmermænd” her: https://byensforlag.dk/vare/16-toemmermaend/