I et par uger, og især for en enkel aften, er Melodi Grand Prix det vigtigste i verdenen! Og så med ét, idet en tv-vært siger navnet på en anden sang, en anden artist … er det ikke længere. I sidste uge var det forbandet tæt på, at være vores sang; “League Of Light” med Julie & Nina, som afsluttede sætningen, “Vinder af Dansk Melodi Grand Prix 2019 er …”. Faktisk ville det have været os, med næsten halvdelen af samtlige stemmer, hvis folket bestemte. Men ak, juryen havde andre planer.

I Greenroom (backstagerummet foran scenen, hvor sangskriverne og sangerne, der ikke er på scenen, står under showet) står Joachim (co-writer og producer) og jeg ved vores bord, da vi når til sang nummer 7. Lyset dæmpes og Nina og Julies silhuetter kommer til syne midt på scenen. Mit hjerte hamrer pludseligt helt op i halsen. Spottet rammer Julie i første frase “there´s a dark side to every ray of light …” og på den næste linje falder Nina ind med sin perfekte harmoni. Den dybe connection imellem barndomsveninderne guider dem sikkert til omkvædet og så letter scenen! Publikumsrækkerne bag os eksploderer med blafrende Grønlandske flag, ekstatiske ansigter og en jublende Jim Lyngvild i hvid slæbepels, som en flamboyant, gallaklædt vikingeprins. Helt uden store gimmicks og julelege indkapsler Julie & Nina essensen af at performe en sang. Bare to smukke, storsyngende, powerkvinder, en god sang … og en vindmaskine. Brølet fra BOXEN får hårene til at rejse sig på mine arme og jeg må lige blinke tårerne på plads. Jeg klinker mit champagneglas mod Joachims. Nailed it!

Min telefon vibrerer og blinker med lykønskninger og begejstret beskeder fra venner, familie mm. Omkring mig i Greenroom vender sangskriverkollegaer sig og nikker deres anerkendelse. Kampen går videre på scenen. Boldbanen hvor alle får deres 3 minutters chance. Indtil sang nummer 9. For første gang kommer der en anvisning til publikum på storskærmene. “Tænd lyset på din mobiltelefon” står der og pludselig føles boldbanen ikke længere så plan. Nej, pludselig hælder den stejlt i sang nr 9´s favør. Inden den unge Leonora overhovedet begynder at synge har publikummets telefoner forvandlet tribunerne til en 360 graders digital stjernehimmel. Det giver en hel automatisk følelse af  “nu kommer hittet” og “nu er vi alle sammen på”.

Men nej, jeg kalder det hverken aftalt spil eller snyd. For bag showet vi ser og musikken vi hører, er der endnu et lag i spillet. Det handler om strategi og lobby arbejde for at få den bedste plads i rækkefølgen af sangene (statistisk set helst så sen som mulig), de bedste scenevilkår, den rigtige pressehype og baggrundshistorie. Sådan er game´et og vi har måske været en smule naive i fravalget af mange af “udenoms-tingene”, som jo i sig selv kan betragtes som en strategi!

Vi er langt fra de første, der har lagt ego til sangskriver-tæsk fra Lise Cabble (med 4 Grand Prix vindere på samvittigheden) og som er kommet til kort i strategisk overblik mod Anders Fredslund, min tidligere publisher og (stadig) gode ven. Men når det nu ikke kunne være os, synes jeg faktisk at “Love Is Forever” er en rigtig fin vindersang.

Dagen derpå vågner jeg på mit gamle børneværelse lidt udenfor Herning. Mine tømmermænd er begrænset til nakkespændinger og en let kvalme, der kan kureres med Mor Winther-Johns full english breakfast. Jeg stavrer ud til badeværelset i underbukser. Superkræfterne slap op efter en 3-4 pangfarvet cocktails til afterparty´et. Og ovenpå en strøm af gratulationer med andenpladsen fra folk med medfølende ansigtsudtryk overlader Lone og jeg dansegulvet til relevante (Sigmund) og irrelevante (Morten Messerschmidt & frue) kendisser, der på skift omringes af sladderpressens fotografer.

Ved morgenbordet spørger min yngste søn, Elliot, om jeg er meget skuffet. Jeg vælger det politisk korrekte svar, “Vi er stolte af vores andenplads.” Jeg mærker hans blik på mig, imens jeg stabler scrambled eggs på den ledige spot imellem bacon og brunchpølser på min tallerken. “Ville vi være kommet med til Israel, hvis I havde vundet?” Jeg smiler til min tænksomme dreng og svarer nænsomt, at det ikke var en del af vinderpakken. Så topper vi op med en stærk kaffe og pakker bilen klar til afgang – tilbage til virkeligheden.

Drengene sidder på bagsædet men befinder sig egentlig i en paralleldimension forbundet med hovedtelefoner og iphones. På passagersædet småblunder min kæreste, Lone, og holder mig i hånden, når jeg ikke lige bruger den til at skifte radiokanal fra hånlige afspilninger af gårsdagens vindersang. Kort efter Lillebælt lyder et underligt smæld fra motoren. Min biltekniske viden begrænser sig til hvordan man kører én og hvor man fylder benzin på. Det skal køres væk, tænker jeg. Men efterhånden som samtlige advarselslamper lyser op, forstår jeg, at det skal det ikke. Så slukker radioen og det er som om en usynlig fod trykker på bremsen. Jeg når heldigvis lige ud i nødsporet, idet bilen bryder helt sammen.

Tiden står stille ved vejkanten, imens hundredvis af biler suser forbi. Endelig kommer svaret på drengenes gentagne spørgsmål, “Hvornår kommer Falck? … Hvornår kommer Falck? … Hvornår …”.  En frisk falckredder hejser min forræderiske bil op på sin ladvogn og vi klemmer os sammen i kabinen. “Nååå, var I på vej hjema´?” spørger han med stærk fynsk accent, da vi sætter i (langsom) fart mod Falckstationen i Odense. “Vi har været til Melodi grand prix i Herning,” fortæller jeg. Han får den korte udgave. Jeg orker ikke hele historien. “Var det den rigtige vinder?” spørger han, tydeligvis klar på selv at besvare spørgsmålet. Vi tøver og han går selv. “Hjemme hos os havde vi Julie som vinder”. Den der nagende følelse prikker mig i sidebenene igen. Lone giver min hånd et lille klem og begge drenge kigger på mig. Så slår det mig, at “folket” netop havde os som vindere! Og for første gang gløder stoltheden i mit bryst. Det er da noget at glæde sig over!

Det er så vigtigt, at få øje på “the upside”. Hvis ikke man kan klare afslag og nederlag, holder man ikke længe i musikbranchen. Og jeg har holdt ud i 25 år nu! Selv i perioder med stor succes forsvinder afslag og nederlag ikke. Der er bare lidt længere imellem dem. Det eneste man kan være sikker på er, at sikre navne flopper og underdogs overrasker. Og hvis man er vedholdende nok kommer samme uforudsigelighed én til gode indimellem. F. eks. da undertippet Embrace (senere New:Name) vandt med vores sang “Commitment Issues” over storfavoritten Reem i  X-factor finalen i 2016.

En anden “upside” er at hverken Julies eller min karriere afhænger af at vinde Melodi Grand Prix. Faktisk er det ikke kun i Herning, vi har været på eventyr i år. I januar tog vi et stykke længere vestpå, til Florida, for at skrive og indspille nye sange og der er spændende sager i vente. Måske endda en hel ny fase i Julies karriere.

Nej, grand prix er ikke det vigtigste i verden … men hold nu kæft, det´ en sjov fest!