Vores bands historie er unik … ligesom alle andres. På det lille årti Inside the Whale eksisterede nåede vi både et gennembrud som engelsksyngende grunge-funkere med turnéer i hele Europa og et gen-gennembrud med vores bedste bud på en 90´er Gasolin.

I sidste uge var vi i øvelokalet sammen i originalt “Rebeller Uden Sag” mandskab for første gang i 22 år! Et, for os, skelsættende album og ét som jeg stadig ofte møder folk der fortæller har været et livs-soundtrack for dem, fylder 25 år! “Rebeller uden sag” var i virkeligheden enden på én Inside the Whale og begyndelsen på en anden. For mig personligt blev skiftet til dansk anledning til at tage sangskrivningen langt mere alvorligt. Og præcis dét, har nok været afsættet for den karriere jeg har haft siden bandet gik i opløsning og som stadig er det jeg brænder for i min hverdag i dag, som songwriter for alle mulige i DK og ude i den vide verden.

“Rebeller” indeholdt vores største hit, “Hvor er tiden” og mange andre sange som vi er rigtigt stolte af men vejen derhen var lige så snoet, kaotisk og naturlig som den plejer at være, når hjertet sidder bag rattet.

For 4 år siden udgav jeg bogen “Tiden der tog os, med Inside the Whale igennem 90´erne” og her nedenfor får I kapitlet om tiden op til og tiden hvor albummet blev til. God læselyst! (og nå ja, måske ses vi i Herning fredag eller lørdag?)

.

I nat helt alene i København

endnu et ansigt uden navn

i en neonoase af blank overflade og gas

– Kun Dig & Mig (Inside The Whale)

En tæt kø slanger sig ud af smøgen ved indgangen til rockklubben Rust og et stykke op ad Guldbergsgade. Vi stiller cyklerne, tømmer håndbajerne og går målrettet inden om køen. Dørmændene i deres lange frakker nikker, idet vi flasher vip-kortene, og et øjeblik efter står Lars, Troels, Hors (vores ven og indimellem T-shirtsælger) og jeg ved baren i det propfyldte aflange lokale. “Connected” med Stereo MCs blæser gennem lokalet med en styrke, der gør al kommunikation under råbeniveau umulig. Lars deler en omgang vodkashots rundt. Vi drikker ud og lægger forsigtigt glassene i hætten på en tilfældig foran os, en yndet festleg.

Vores manager, Ole, er medejer af Rust, det hotteste sted i byen. De fleste af ugens aftener indfrier stedet en høj kvote af rocks in-crowd med festende repræsentanter fra Hotel Hunger, Strawberry Slaughterhouse, Baal og et skiftende udvalg af unge tv-værter og skuespillere. På den smalle trappeopgang til toilettet møder jeg Tim (Christensen) og Pernille (Rosendahl) og vi støder til deres bord i caféen nedenunder, hvor lydtrykket er lidt mere moderat. 

For et halvt år siden sad jeg ligeledes over for Tim, dog lidt senere på natten, på Burger Palace, Vesterbrogade. Én af den slags steder, hvor du kan få en burger med bøf og bearnaise ovenpå, inden du slæber den sidste, slatne rest af din brandert hjem og i seng. Tim var endnu en gang ved at forklare, hvorfor vi skal flytte til byen. Vi kan endda øve i Dizzys øvelokale, lover han. Og det løfte har han holdt. Vores gear står nu i et stort, lyst lokale et temmeligt utippet sted for enden af en gyde med autoværksteder på Drejervej i det etniske kvarter ved Nørrebro Station. I lokalet ved siden af øver to andre bands. De hedder D.A.D. og Sort Sol. Vi deler et lille tekøkken og en opbevaringsplads, som nærmere er et rodet rockmuseum med neonfarvede kokranier, dukkerne fra “Bad Craziness”-videoen og papkasser med overskudsmerchandise. Vi er i den grad ankommet. Alt kører. På nær to, ikke så små, ting:

1) Vi har ingen trommeslager  

Efter vores sidste koncert på Jack in the box-turen i foråret 1996 holder vi for første gang en pause. Mette og jeg tager på backpacktur til Bali og Australien, og brødrene gør det samme i Sydamerika. Efter tre år med uafbrudt turneren, indspilninger og udgivelsen af to albums er det tiltrængt at få lidt perspektiv på det hele. Men at campere ved krokodillebefængte floder i bushen, rafte ned ad brusende hvide floder og se solopgangen fra toppen af en balinesisk vulkan ændrer på ingen måder mit fokus. Jeg grifler idéer ned til sange og indsynger melodistumper på min walkman, oftest med forklaringer på inspirationskilder. Mange af dem fra den bunke kassettebånd, som jeg slæber med rundt i rygsækken i den tropiske hede bl.a. det nye Suede-album Coming Up, Crowded Houses Greatest Hits og Alanis Morisettes Jagged Little Pill. Kvalitetstiden med Mette er god. Men rastløsheden efter at komme hjem og videre med bandet fylder mere og mere.

Hjemvendt har brødrene noget vigtigt at fortælle. De vil flytte til København. I virkeligheden italesætter de bare den beslutning, vi ved er rigtig nu. Jeg er på, uden betænkningstid. Alle kæresterne er også klar. Men vi ved, at vi ikke får Peter med på idéen. Den sidste tid på landevejen er vi gledet fra hinanden, såvel socialt som musikalsk. Hvis ikke der er decideret koncerter, kan vi ikke lokke ham til Aarhus (han er flyttet tilbage til Herning), så en flytning helt over Storebælt er udelukket. På sin vis løser vores beslutning problemet ved både at give ham og os en grund til at skilles uden det store drama. Og det gør vi så.

Mette og jeg flytter i en toværelses ved Bellahøj, ti-minutters cykeltur fra øvelokalet, hvor vi begynder at prøve forskellige trommeslagere. Men det er, som om vi enten klikker socialt og ikke musikalsk, eller omvendt, og med vores alle-for-én indstilling til bandbroderskabet kan vi ikke nøjes med det ene eller det andet. Vi må have en, der er lige så pålidelig og i sync med os på byturene og timerne i bandbussen som på scenerne og i studiet. Det er høje krav, finder vi ud af, tilsat det simple faktum, at Peter er en helvedes dygtig og opfindsom trommeslager, der er svær at erstatte.

2) Vi har ingen pladekontrakt!

Eller rettere sagt, så har den nye a&r på Sony Music, Poul Martin Bonde, erklæret, at han “skal have en meget god grund til at lave endnu et Inside the Whale-album”. Vi indfrier aldrig de kommercielle mål for de første to, og nu har den bølge, vi red på, lagt sig. Rocken er stadig på talerstolen og hitlisterne, men de danske selskaber søger ikke længere en hjemlig Nirvana eller Rage Against The Machine. Nu er det bands som Garbage, Suede, Oasis og elektroniske rockstjerner som The Prodigy, der sætter dagsordenen. Selv Dizzys nye album har kun solgt det halve af debuten (som dog stadig er rigtig mange).

De nye sange, Lars og jeg kommer med, er iørefaldende, mindre skizofrene end hidtil og stort set renset for grungekneb og Chili Peppers funk. Vi tager på øvelejr i et sommerhus i Marielyst for at arrangere sangene og at gennemgå noget alkoholvædet teambuilding med vores nye bandbroder Tobias Folting. Vi er blevet anbefalet ham af vores ven Simon Lorenz, der er booker på det (dengang) lille bookingselskab, Offbeat, som har bandet Blink! med bl.a. Tobias på trommer og den forhenværende Simcess-sanger Thomas Negrijn.

Vi overtaler Sony til at betale for nogle demoindspilninger i Jailhouse-studiet igen. Men fornemmer hurtigt, at de ikke giver “den gode grund”, som Poul Martin kræver, når vi håbefuldt præsenterer sangene for ham. Vi er nok heller ikke selv helt overbevist. Man taler ofte om “den svære to’er”, når bands skal følge op den første plade. I vores tilfælde er det dog “den svære tre’er”. For der er tydeligvis stadig en brik, der mangler. Vi må grave dybere.     

Kommunikationen med Sony er lunken, når de overhovedet returnerer vores opkald. Og de lange timer i øvelokalet bliver mere og mere frustrerende, nu hvor den retning, der altid har stået så klart, pludselig mangler helt. Tilbage i starten var det nemt at finde retningen, der var nemlig kun én … op! Nu er opstartens skråsikkerhed blevet overmandet af erfaring og ambitioner om at skabe sange, der har en relevans, der rækker ud over at være soundtrack til vores egne liveshows. Men midt i mørket begynder en idé så småt at funkle. Et par år tidligere medvirkede en lang række danske bands på Gasolin’ tribute-albummet Fi-fi dong. Vi indspiller “Jeg Er Splittergal”, og Psyched Up Janis fortolker “Kvinde Min”. Men især Kashmirs udgave af “Svinget i Solrød” er vellykket. Det virker stærkt og overraskende naturligt at høre et af “vores bands” synge på modersmålet. Når jeg efterfølgende hører den, får jeg lyst til at høre mere Kashmir på dansk. Men en dag tager den lyst en ny form. Vi kunne selv synge på dansk!

Tanken slipper sommerfuglene løs i brystet. Det ville være en kontroversiel beslutning. Én af kerneværdierne i hele klubben af dansk 80´er-pop, som vores generation har gjort op med, er de danske tekster. Poul Martin er en stærk fortaler for det danske. Fra et pladeselskabs kommercielle syn er der et gabende tomrum, når det gælder unge dansksyngende rockbands. Da han så bringer visionen “jeres generations Gasolin” til bordet, er vi overbeviste. I hvert fald nok til at give det et seriøst skud.

Så snart jeg får hul på de danske tekster, ændrer alting sig. De fine melodier og arrangementer, vi allerede har, vokser til sange, til klare personligheder, der uden filter kommunikerer historier og snapshots fulde af det liv, vi lever. En ny dør er sparket op i sangskrivningsprocessen, og alt, hvad jeg ser, gør og føler, kan skrives direkte ind i sangene, der udgør soundtracket til vores nye liv i hovedstaden:

“Louise (Så Snart Det Bli´r Morgen)” er en hyldest til vores foretrukne morgenværtshus Cafe Louise. “Rosabell” om transvestitten med sjusket makeup over skægstubbene, som jeg ofte ser stavre rundt på Vesterbro i høje hæle.

Se os alle sværme om lyseglimt,

fyr og flamme ligger gemt …

… siger et vers i “Kun Dig & Mig” og rammer oplevelsen af at flytte til storbyen og alt det, der glimter på overfladen, men at mangle fundamentet, indholdet. Præcis som jeg har det i vores første tid i byen. Nu føler jeg til gengæld, at vi i den grad har fundet indholdet.

For mig er der ingen vej tilbage. Jeg er fascineret og inspireret af, hvordan sangene med den rette indsats bliver til selvstændige væsener, som vi tjener med musikken og ikke omvendt. Men der er stadig usikkerhed i og omkring bandet, også trods Sonys åbenlyse begejstring. Sangene og ikke mindst teksterne vælter ubesværet frem, og så snart puljen rækker til et album, sender Sony os i studiet.

Paradoksalt nok starter indspilningerne med, at vi rykker tilbage til Aarhus. I Feedback-studiet, hvor vi i sin tid indspillede vores første rigtige demobånd. Og med samme sommerfugle i maven som første gang sidder vi i troldmandens værksted og fintuner musikalske besværgelser til en intetanende verden udenfor. Efter en uge i Aarhus, hvor vi bliver bespist af den legendariske rockkok Chili John (som har gang i steaks med chilichokoladesovs, længe før det er standardprocedure at putte chili og lakrids i alting), rykker vi tilbage til hovedstaden.     

De gode vibes fortsætter i Mox-studiet, Vanløse, og for første gang er vi ikke indkvarteret i studiet, hvor vi indspiller. Jeg cykler til og fra studiet og nyder en hverdag med verdens bedste job. Hver morgen starter med, at Poul Martin spiller “dagens klassiker” (med bl.a. The Who, Bad Finger m.m.) for os, inklusiv peptalk. Vi er velforberedte, og sangene synes selv at vise vej. Denne gang kommer albumtitlen fra en lille antiprotestsang over en catchy versmelodi, som jeg ikke kunne komme videre med. I stedet indspiller vi den “Give Peace A Chance”-style, live og skramlet i studiet, hvor de to vers bare kører i ring.

Hvor er vores revolution

Er der ikke nogen

Der har noget nyt at sige?

Hvem kan provokere

Er der ingen mere

Har vi hørt det hele før?

Poul Martins konklusion er, at vi er Rebeller Uden Sag, og det er måske netop en dansk omskrivning af én af vores generations allerede så kendte programerklæringer: “well, whatever, nevermind”.

Spændingen ligger som en elektrisk tåge omkring os i ingenmandslandet, hvor vi laver pressebilleder, albumcover osv. og afventer omverdenens dom. Helt frem til udgivelsesdagen for albummets singleforløber oplever vi folk, også tæt på, der åbenlyst vrænger næse ad vores beslutning om at synge på dansk. Men vi har aldrig arbejdet så meget på sangenes præmisser før. Målet er, at de kan stå selv på plade og forhåbentligt i radioen. Det giver både en selvsikkerhed og en kunstnerisk tilfredsstillelse, som vi er stolte af, hvordan det end må gå.

Den første indikation af, hvordan det kommer til at gå, kommer fra DR’s P3. Og i uge 9 i 1998 opdager vi, hvor uundgåelig radioen kan gøre en sang. “Hvor Er Tiden Der Ta´r Os” er alle vegne! … i bussen, i clockradioen, i nynnende fremmede på gaden, i rosende ord fra venner, i stolte vendinger fra familien, i interviews og i tv.

Om fredagen i samme uge står vi så ansigt til ansigt, i bogstavelig forstand, med denne nye situation. Vi live-debuterer på dansk på spillestedet Amager Bio i en radiotransmitteret koncert (Eurospotting). Fra scenen skuer jeg ud over vores sædvanlige klientel, men også ud over lige så mange andre, der næppe har meget stagediving på samvittigheden. Guitarintroen til vores splinternye single ringer ud af Lars’ bordeauxrøde Les Paul-guitar, og salen begynder at synge. Ikke bare på et ord eller to i omkvædet, nej, fra første frase af første vers til sidste linje af sidste omkvæd. 

Vi har et hit.

FRA BOGEN “Tiden der tog os” – køb din helt egen her: https://www.saxo.com/dk/tiden-der-tog-os_marcus-winther-john_haeftet_9788740412598