Puk brænder (og brændte bassister)

I dag vågnede jeg til den triste nyhed om, at det legendariske Puk Studie står i flammer. For 27 år siden vågnede jeg i selvsamme studie, eller dvs i et af de rækkehuse man som langhåret, vordende rockstar fik til rådighed under indspilninger. Inside the Whale skulle indspille debutalbummet i studiet med de luksuriøse faciliteter, der bl.a. havde lokket Depeche Mode, Elton John og George Michael til en mark udenfor Randers. Det blev et både historisk og skæbnesvangert ophold.

Jeg vågner tidligt med et smil på læben og sommerfugle i brystet. Den eneste lyd er fuglekvidder og en traktor langt ude på markerne, da Lars og jeg slentrer fra huset, vi deler, op til en overdådig morgenbuffet i studiets spisesal. Imens jeg stabler baconruller op på tallerkenen, kommer kokken Flemming ud af køkkenet og opfordrer os til at komme med ønsker til menuen, mens vi er her. Vi sætter os sammen med Peter. Jeg spørger, hvor Troels er, imens Lars koncentreret piller rosinerne ud af sin mysli. Peter fortæller, at han stadig var i gang med et usædvanligt langt bad, da han gik.    

Troels gør først sin entré, da vi er ved at have alt vores grej stillet op i det store indspilningsrum. Stavrende ind som en krebserød, stivlemmet Frankenstein erklærer han tørt: “Jeg har vist fået for meget sol.” Han er faldet i søvn i solariet aftenen før, og i det samme basremmen rører hans skulder, trækker han ansigtet sammen i smerte og vrider sig lynhurtigt ud af den. Den brændte hud tåler ingen berøring, og siddende på en taburet med bassen forsigtigt hvilende på knæet er den eneste stilling, han kan spille i. Vores empati bliver overmandet af hysterisk latter.

Peter, Lars og Troels klar til grundbånd. Klar til at trykke “record” på den anden side af ruden.

På den anden side af den tykke rude sidder Kent og vores tekniker bag mikseren i kontrolrummet. Samme Kent, som så os på Rust, har indvilget i at være producer, da vi ikke kunne finde andre, vi talte så godt med, og ikke mindst, som kunne med så kort varsel. Pladeselskaberne var sene til at fange vores bølge, og de er stærkt opsat på at få pladen ud tidligt efterår. Det er vi også. Vi er godt klar over, at en pladeudgivelse er det eneste, der kan tage os til det næste niveau, og vi har mildest talt ild i røven. Desuden ligger der allerede en lang stribe udsolgte dobbeltkoncerter med Dizzy fra september.

Vi har efterhånden hinanden i høretelefonerne og starter selvsikkert ud med at spille numrene, som vi har væltet så mange koncertsteder med i det forgangne år. Men jublen fra tomandspublikummet på den anden side af glasset udebliver. I stedet taler de alvorligt sammen, drejer på knapper, henter kaffe og plugger ledninger ind og ud. Vores gejst finder hurtigt et moderatniveau under den langsommelige proces. I høretelefonerne får vi et nyt element, et såkaldt “klik”, en tik-tok-tok-tok-lyd, der holder tempoet som en metronom. Vi spiller den samme sang om og om igen. For hver gang følger vi klikket tættere og retter de små skønhedsfejl ind. Musikken bliver mere og mere “rigtigt spillet”, i takt med at energien bliver suget mere og mere ud af trommesporet … og trommeslageren. Når Peter ikke sidder bag trommerne, fortrækker han til et af husene og ser videofilm. Og efter at alle trommerne er indspillet, fortrækker han længere mod sydvest til Herning. Peter er vokset op med jazzmusik, og meget af hans særkende ligger i hans frie og opfindsomme tilgang til at spille rock. Som f.eks. hi-hatten, der spiller en swingrytme i verset på vores mørke, grungehymne “Song From The Deep”. Og i overbevisningen om, at musikken skal svinge, om det så er grunge, funk eller jazz. Men i stedet for at være forstående over for vores kammerats kvaler, at stå op for ham som de bandbrødre, vi ellers synes, vi er, så rider vi med på proceduren, blændet af at høre sang efter sang indfanget på bånd og skyllet igennem et hav af blinkende mikserspor ud af “de store” (de største studiehøjtalere med membraner på størrelse med et stort barn). For lige under vores boostet selvsikkerhed over bandets medvind ligger der en usikkerhed over den nye verden af learning-by-doing og de forventninger, omverdenen kan have til det projekt, vi netop er i gang med.  

Det er ikke kun Peter, der må tage nogle jabs til egoet. Gang på gang lader vi andre os underkende, når vi byder ind med idéer og inputs til indspilningerne, for “de må jo vide bedst”. Kent og vores tekniker har været i branchen længe, Kent som trommeslager i Marquis De Sade og som producer af bl.a. Anne Linnets storsælgende Jeg er jo lige her-album. Men jo længere vi kommer, jo klarere står det, at deres meget 80´er-prægede opfattelse af musik er langt fra vores. Indimellem står vi fast, f.eks. for at prøve en baglæns guitarsolo (noget, som kræver en del klippe-klistre-arbejde af en tekniker i 1994), imens teknikeren ruller med øjnene og slæber sig modvilligt frem og tilbage i studiet for at løse opgaven. IKKE fordrende for eksperimenter ud over de absolut mest nødvendige. Det er langtfra den form for altædende kreative proces, som vi har dyrket i øvelokalet. Jeg går ofte i seng med en følelse af at have gået på kompromis med noget helt grundlæggende. Men næste morgen når vi vågner til den faste wakeupcall, “I Wanna Get High” med Cypress Hill på B&O-anlægget i vores hus, så føles det igen som at vågne midt i en drøm, der viser sig at være virkelighed.

“Hello ladies …” – Nyder luksuslivet som nysignet 22 årig

Sony blander sig ikke i indspilningerne, men sender løbende besked om nye, spændende punkter på presseplanen; tv-medvirken, interviews, forsider osv. Fremtiden ser blændende ud, og jeg har ikke lyst til at udsætte den!

Én efter én når vi i land med sangene. Men processen er lang, og efter noget tid mister selv pool, privatkok og pladestudier deres stjerneskær. Claus (Larsen, vores roadie og barndomsven) går også og keder sig uden turnélivet. Han kører op fra Aarhus og flytter ind på Peters værelse. En dag i ventetiden imellem vokalindspilninger dyrker vi vores nye tidsfordriv med at skyde efter småting på terrassen med Claus’ luftgevær, da telefonen i huset ringer. Studiemanagerens stemme er alvorlig.

“Tænd fjernsynet. Kurt Cobain er død!”

Billeder af ulykkelige fans klipper til Cobains dystre træhus og et uhyggeligt snapshot af nederste del af ikonets livløse krop liggende på gulvet. Slidte jeans og pyjamastrøje. Personificeringen af hele grungebølgen har skudt sig selv i hovedet med et jagtgevær og dermed på sørgeligste vis bekræftet autenciteten i sine teksters mørke nihilisme. Tanken slår mig, at jeg måske vil huske denne dag på samme måde, som generationen før husker, hvor de var, da JFK blev skudt. En underlig konfliktende følelse af undergang blander sig med vores langstrakte undfangelseseufori. Det er trist, og på et selvisk plan føler jeg mig snydt for mere af Nirvanas vedkommende og virile musik. Bandet, der var en gamechanger for os alle. 

Bevæbnet bassist klar til at slå tiden ihjel. Claus Larsen hænger ud i studiet.

Men energien bobler igen op til overfladen, da vi når sidste fase af pladeproduktionen. Peter vender tilbage, og Loveshop flytter ind i studiet ved siden af for at mikse deres album Billeder Af Verden. Det giver anledning til indædte bordtenniskampe med den salige Henrik Hall og co., imens vi venter på at godkende miksene af de endelige udgaver af de sange, der skal udgøre vores debutalbum.    

Vi er fulde af forventning, optimisme og gode og mindre gode idéer. Én af dem starter ved en snak om coveret, hvor Kent foreslår, at vi står rullet i tjære og fjer. Det er tilpas langt ude til at fange vores fantasi. Men inspireret af albumtitlen In Nature’s Uniform, (taget fra linjen ”she comes sexy, soft and warm, wearing nature’s uniform” i nummeret “Yeah, Yeah, Yeah”) morfer idéen sig til dyrekostumer og så videre til bodypaintet tiger-, zebra- og girafpels. På mystisk vis morfer idéen sig igen videre til stålplader, når vi står mere eller mindre nøgne en lang sommerdag og bliver spraypaintet af to kvindelige kunstnere.

“In Nature’s Uniform” udkom i 22 august, 1994

Fortællingen ovenfor er taget fra bogen “Tiden der tog os”. Tag et lyt til min fortolkning af “Smells like teen spirit” (indspillet i anledning af udgivelsen af bogen) i jukeboxen her på siden!

Og husk endelig at trykke “follow blog” allernederst på siden og få et vink så snart der er nyt 🙂

Skrevet af

Sangskriver, ordsmed, musiker, livsnyder og fraskilt far til to.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s