Michael Bundesens varme bariton synger skiftevis na na na og løsrevne tekstidéer på melodien, som jeg fandt på for et par timer siden. Jeg tjekker lige, at mine fingre skifter rigtigt til næste akkord og ser igen hen over stempelkanden og de halvspiste croissanter til den anden side af mit spisebord, hvor de gråsprængte krøller vipper fra side til side, imens Bonden trommer taktfast i bordpladen. Det er surrealistisk … og helt naturligt!

Det er efterår 2010 og vi arbejder på sange til Shu-Bi-Dua 19. Fælles venner i branchen har foreslået mig som ny skrivemakker. En tung arv at løfte men Bondens uhøjtidelige væsen og den utøjlede fælles begejstring for at skabe musik, gør at vi lynhurtigt bare er to gutter, der leger sangskrivning sammen. Shu-Bi-Duas unikke tekstunivers, der balancerer legesygt ordlir med sympatisk satire og varmhjertede storytelling, har ofte skygget for et lige så legesygt og sofistikeret melodi univers. Sidstnævnte er blevet mit ansvarsområde ved vores ugentlige møder. Og det går sgu ret så godt! Det er et super inspirerende dogme at træde ydmygt i Hardingers fodspor. Vi har efterhånden mange bolde i luften. Michael vil gerne skrive “Hvalen Hvalborg 2” over én af mine melodier. Vi har også et riffbåret rock’n’roll sang, der startede med arbejdstitlen “Mississippi” men har udviklet sig til “Langeland”, en kommentar til snakken om udkants Danmark, der fylder så meget i medierne. “Feng Shui” hedder en anden, hvis feel´good melodi er i familie med “Sorgenfri” (fra mit yndlings Shu-Bi album, Shu-Bi-Dua 7) . “Reality” smager en smule af “Minus til Plus” og lover kærlige klaps til levende karikaturer som Sydney Lee og Amalie Szigethy.

10 år senere sidder jeg i mit køkken med våde øjne ovenpå nyheden om, at “Bonden has left the building”. Jeg har fundet en skattekiste af demoer og diktafonoptagelser i mappen “Shu-Bi-Dua 19” på min mac. I november 2010 foreslog jeg min gode ven (og dygtige producer) Mads Haugaard, da Michael spurgte hvor vi kunne indspille sangene i mere færdige produktioner, efterhånden som teksterne kom på plads. Men vi nåede desværre kun at gøre én sang helt færdig, før Michael blev ramt af en blodprop i hjernen. Sangen hedder “Lidt Efter Lidt”, en hyldest til plastikkirurgiens fortræffeligheder med bl.a. linjerne “lidt efter lidt med botox og fedt fjerner man det der er groet, så læber og baller får samme alder, som den du har oppe i dit hoved …”. Jeg smiler vemodigt og trykker play på et andet klip med arbejdstitlen, “Nyt omkvæd waltz” og tager ti års tidsrejse tilbage til stuen i min gamle villalejlighed. Michaels stemme brummer, “Så tog hun hyre på en båd til Peru …“. Vi spiller lige et par linjer og bliver enige om at det er sådan, den melodi er nu. Hør klippet her …

Første gang jeg hører Shu-Bi-Dua er som engelsk skolebarn på den årlige sommerferie i Danmark. Efter aftensmad hygger moster Karen, onkel Kaj og min mor over en øl og skraldgriner af teksten til “There’s a dogshit in my garden”. At få hovedtelefonerne på og lov til at gå på opdagelse i Kajs store pladesamling er bedre end en tur i Legoland! I en alder af 10-11 år dykker jeg efter perler som “Gimme some truth” – John Lennon, “Hello I Love You” – the Doors og (lidt utippet) “The Adultress” – the Pretenders. Der er også adskillige Shu-Bi-Dua albums og selv om jeg ikke forstår meget af tekstuniverset, er det som om, at deres coverdesigns, stemmen og det indbydende og hyggelige musikalske univers indkapsler alt det, der er så dejligt ved landet, som vi besøger hvert år. På mange måder gør de det stadig!

For deres musik har connected med og endda præget Danmark. Folkets kærlighed medfører ofte en automatisk, nedladende muggen fra finkulturen. Og i hvert fald dem der føler at, “de ved bedre end de fleste”. Især når man, som Shubberne, tør lægge hovedet på blokken og kommunikere direkte og ærligt. Det blev cementeret med nærmest tragikomisk dårlig timing, da den nye udgave af Højskolesangbogen kunne sende Bunden på sin sidste rejse med nyheden om at “Danmark” var røget ud. Uden sammenligning i øvrigt har jeg også vrisset lidt over at, især et par sange jeg har været involveret i, også er forbigået af Højskolesangbogen. På trods af utallige beskeder og historier fra folk som har dem i deres livs soundtrack, fællessange på efterskoler, gymnasier og (sjovt nok) højskoler. Men hey, hvis ikke man kan tåle afslag skal man ikke vælge musikbranchen. Og hvis ikke man kan stille irritation og bitterhed fra sig når tingene ikke går som planlagt (ikke bare i musikken, men i livet som sådan), så bli’r man lynhurtigt tvunget i knæ af sin bagages vægt. Been there!

Men nøøj, hvor ville jeg gerne have færdiggjort sangene sammen med Michael. Og tænk, at have set dem foreviget i et bandkatalog der, efter min mening, kun kan matches af Gasolin, når vi taler dansk musikhistorie. Det skete ikke. Og som sagt, skal jeg ikke være bitter. Tværtimod! Jeg har fået lov at gøre noget af det som jeg elsker allermest her i verden, sammen med … Michael Bundesen! Jeg har en rygsæk fuld af sprudlende røverhistorier, rungende latter og kreative stunder med blotlagte tanker, smerter og idéer i sangenes ydmyge tjeneste. For man ved jo aldrig hvornår dagens sang bliver én af dem, der kan starte festen, lindre smerten, indkapsle tiden … eller komme i Højskolesangbogen.