”Don’t meet your heroes”, siges der, men Liam Gallagher skuffede ikke! Jeg har ikke idoler eller helte som sådan. Nærmere stærke figurer som jeg suger power og inspiration til mig fra efter behov. Ikke så meget inspiration i traditionel forstand til f.eks. en sang men mere et boost til at tage de næste skridt igennem livet med oprejst pande. Med social media flyder mine gadgets over med uendelige strømme af mennesker med holdninger til alt hvad jeg tænker eller laver, hver gang jeg sætter noget i verden eller vover halsen ved at dele erfaringer og viden. Jeg bestræber mig på at være rummelig og accepterende overfor selv stærkt påståelige mennesker, der ikke er på min bølgelængde. Konspirationsteoretikere, Metoo tvivlere eller de forudsigelige galdespyerer, der mener at alt var bedre før og f.eks. at popmusik i dag er bevidstløst og underlødigt. De gentager sjovt nok bevidstløst hver forældregenerations automatiske klagesang siden Beatles, nej siden Elvis, nej siden jazzen, nej siden …

Nå, men indimellem må man bare stå på sin ret til at være det man vil (så længe den ikke direkte skader andre). Vi skaber vores eget, ofte én-dimensionelle, billede af heltene til at motivere os selv, hvor vi har brug for det. Det gør jeg i hvert fald! Og nogen gange skal der bare lidt fuck-em-all-I-am-the-greatest Liam-energi til for at træde på gaspedalen som sangskriver, musiker, menneske … som Marcus uden hensyn til likes, haters og kværulanternes understrøm. Liam leverer og gjorde det i den grad tilbage i 90′ erne, hvor vi tilbragte en uforglemmelig dag med Oasis:

K.B. Hallen, 24. november 1995

Noel Gallagher er mindre, end jeg havde troet, bemærker jeg, da han går forbi og hilser uhøjtideligt. Den ældste af britpoppens kongelige brødre har en stribet sweater på, store ringe på fingrene og den karakteristiske Beatles-gryde. Måske er det den massive fortrop af hype og rock’n’roll-storhedsvanvid, der gør det fysiske indtryk lidt undervældende.

Vi har alt vores gear klar ved siden af scenen. I dag hjælper alle til, da det er uvist, hvor længe og om vi overhovedet får lov til at lave en lydprøve. Cirka et kvarter efter at vi iler ind på K.B. Hallens scene, har Nakke trommerne igennem anlægget, og vi klemter utålmodigt med. Men der er slet ikke nogen af Oasis’ folk i salen mere, så vi spiller adskillige numre med lyden rikochetterende rundt i den samme sportshal, som The Beatles gæstede 31 år forinden.          

Backstageforholdene overrasker også positivt. Der er en lille gang med to lige store rum, et til os og et til dem. Der lyder råb og smæld, som om to rivaliserende hooliganbander tæver hinanden med oppustelige hamre et sted i bygningen. Jeg åbner en dør for enden af gangen og stikker hovedet ind. Liam, Guigsy og Alan White tyrer bolde mod vægge, hinanden og et lille håndboldmål. Oasis er det magiske sted i deres karriere, hvor maskineriet ikke kan følge med den eksplosive acceleration af succes, de oplever som spydspidsen af britpopbølgen lige foran bands som Blur, Suede og Pulp.          

Spændingen ved at være blandt de få heldige er tydelig i mylderet, der slanger sig ind i K.B. Hallen og fordeler sig på gulvet og tribunerne. Imens jeg trækker i det lilla, velour-hippykluns og matchende tophat, der er mit scenelook for tiden, kilder den bevidsthed også i maven på en hel anden måde end for et år siden, da vi spillede før Dizzy i andre danske sportshaller. Der spillede vi for deres fans, men også vores egne og mange, der slet ikke vidste, at de også var vores fans, da de købte billet til Dizzy Mizz Lizzy-koncerten.

Vi får en hæderlig modtagelse, idet vi indfinder os foran Oasis’ forstærkere. Troels hugger det rå basriff ud, der åbner titelnummeret fra vores nye album Jack In The Box, og vi falder ind med et brag. Jeg sporer ingen modvilje under vores korte sæt, og vi forlader scenen med æren i behold. Men euforien udebliver. Jeg føler mig underligt uforløst, selvom vi lige har åbnet for verdens p.t. hotteste rockband. Døråbningen til Oasis’ backstagerum ligner og lugter som indgangen til en pub, da vi returnerer for at klæde om. Vi går hurtigt ud igen og finder os til rette med en fadøl i vip-baren på den bagerste tribune. Begejstringen nærmer sig hysteri, da bandet gasser op til start, og Liam dasker ind på scenen. Han gestikulerer til crowdet, som bød han op til et raskt lille slagsmål, inden han stiller sig nonchalant foran mikrofonstativet med hænderne bag ryggen. Hvert eneste nummer er uimodståelig melodisk og samtidig råt som en engelsk minearbejders knoer. Union Jack vejrer i overfladen på Noels guitar, da han retter blikket arrogant op mod lyskeglerne og spiller det klassiske rock’n’roll-riff, der starter “Some Might Say”. Jeg er tryllebundet. Der er en kort omstilling, før spottet igen fanger Noel siddende med en akustisk guitar. “Wonderwall”. Lightere tænder et stjernetæppe imellem os og scenen, og tretusind stemmer varsler fødslen af en evergreen. Bagefter skruer de igen bissen på med bl.a. en støjende og snerrende udgave af “I Am The Walrus”, inden Liam kyler tamburinen ud til publikum og skridter målbevidst af scenen.

Backstage myldrer skandinaviske skønheder op og ned ad den lille gang. Liam maser sig forbi to fnisende blondiner og stikker én fra crewet en stak backstagepas, “Oi, get some more girls!” beordrer han. Det er svært at forestille sig, hvor de skal kunne være. Oasis’ rum er fyldt med piger. Indimellem forvilder én af dem sig ind i vores rum og står hurtigt ude i gangen igen med et skuffet udtryk. Vi drikker øl ude på gangen og betragter lektionen i rockstar-attituder. Liam og Noel hænger ud på gangen med deres cigarettes and alcohol og antænder den hormonelle frustration ved at ignorere de rådvilde piger totalt. En halv times tid senere dukker en gennemsvedt Claus op og tager scenariet ind, stakåndet og med spilåbne øjne. Alt er pakket, og vi er klar til at køre. Vi ser vores snit til at sige pænt farvel og nærmer os varsomt Gallagher-brødrene.

“Really nice concert,” siger Troels smilende til Liam og trykker ham i hånden. Liam ser betænksom, nærmest undskyldende ud. Vi ser på ham, overrasket over dette uventet optræk til beskedenhed. Han kniber øjnene sammen og ryger tilbage i karakter, imens han langsomt og imponeret erklærer: “I thought we were fookin’ amazing!”  

Der er ingen ironi at spore, men hvorfor skulle der også være det? Han har jo ret. Jeg nikker anerkendende, trykker en fraværende Noel i hånden og følger mine bandkammerater ud af bygningen. Virkelighedens kølige vind og støvregn eskorterer os til bandbilen. Der er tale om at feste videre ude på Loppen, Christiania. Jeg siger ingenting. De her lømler fra Manchester er så klare i deres udtryk, så ægte og perfekt i sync med tidsånden. Hver eneste sang er, eller kunne være, et hit og en fællessang omkring lejrbålet.   

Ovenstående er kapitlet “Wonderwall” fra bogen “Tiden der tog os (med Inside the Whale igennem 90′ erne)”.

https://www.saxo.com/dk/tiden-der-tog-os_marcus-winther-john_haeftet_9788740412598

Og nu vil jeg skrue op for mit yndlings Oasis snummer, “Shakermaker”, fuck you very much med al mulig kærlighed 🙂