Giv alt og giv slip

Livet er flygtigt. Det fortæller det mig med større og større bogstaver for hvert år, der suser forbi med nådesløst accelererende fart! Som barn kunne en sommer vare en livstid. En komplet film der spændte fra de første dages kildende forventning over fuldfede eventyr til lands, til vands og på cykel. I starten af august, da jeg igen hev skoletasken frem fra under sengen, inklusiv fermenteret madpakke, var det nærmest med en hjemvendt opdagelsesrejsendes nyvunden livserfaring. Nu har jeg knap nok fået sat gasflaske til Weber grillen og hvidvinen på køl før sommeren er forbi.

Forleden spørger en ven mig, hvor gammel julesangen jeg skrev med Me & My er, hvortil jeg svarede “en 7 – 8 år.”  Efter et tjek (og dertilhørende fjollet iPhone musikvideo, skudt en sommerdag, imens vi ventede på taxaen, der skulle fragte os på thai restaurant og en fejring af den nye sang) viser den sig at være fra 2007 … 12 år gammel! 7 år eller 12 år siden, tomato (təˈmɑːtəʊ) / tomato (təˈmeɪtoʊ)!

Men sådan var det ikke, hvis vi spoler længere tilbage. Der er f.eks. kæmpe forskel på 1984 og tre år efter. Jeg går i syvende og er smask forelsket i Lisbeth fra klassen, ønsker mig lyse striber i min mullet og er ved at samle mod til at få skudt en ring i venstre øre, ligesom dem fra Duran Duran eller WHAM! som styrer december med den splinternye, “Last Christmas”.  Tre år senere i 1987 er jeg frø (førsteårs studerende) på Herning gymnasium med ring i øret, moderigtige sikkerhedssko (ligesom Bros) og fokus forlængst flyttet fra Lisbeth (som skød det første hul i mit hjerte) til søde piger fra andre mere eksotiske forstader til Herning.

Måske er det bare mængden af fortid, der ophober sig, som får den til at flyde sammen. Når jeg ser mine små babyers lemmer skyde ud i teenagelængder, har jeg lyst til at hamre pauseknappen ned på livets store vhs maskine. Det gør ondt at slippe de gode tider.

IMG_7899
Fra Blå Bog, 1.G på Herning Gymnasium.

Imens jeg skriver min debutroman, “16 tømmermænd” lærer jeg undervejs  spillereglerne for en roman. Og regel nr. 1 er, at hovedpersonen selv skal tage initiativ til de vigtige plotudviklinger. Være proaktiv. Det er en ubelejlig erkendelse for min forfængelighed. Sådan har det nemlig sjældent været for hovedpersonen i mit liv! Der er de livsforandrende beslutninger oftest blevet taget af andre.

  • flytningen fra England til Danmark som 12-årig
  • flytning til København med Hvalerne
  • opløsningen af Inside The Whale
  • min skilsmisse

Jeg føler mig dog ingenlunde som passiv tilskuer til mit liv. Faktisk, føler jeg, at jeg deltager temmelig aktivt og med stor appetit! Men måske er åbenhed og fleksibilitet overfor forandring i virkeligheden lige så vigtigt som selv at tage initiativet?

At slippe konstellationer jeg troede skulle vare evigt, steder jeg troede jeg skulle blive eller kæresten jeg troede jeg skulle blive gammel sammen med er smertefuldt. Men hver gang jeg har mistet noget, flyttet, overlevet eller stoppet er der opstået noget nyt og oftest bedre, i den frigjorte plads. At holde fast er nemlig en blokerende bevægelse (eller mangel på samme). Ikke sådan forstået, at jeg bare tåger uberørt og lalleglad videre. En del af pakken er vel, at man får sig nogle livslektioner med som skal bæres videre som en smerte. Men måske det netop er den smerte, der forstærker det smukke i nuets mørkeblå forgængelighed?

Nu vil jeg prøve, at huske på, at “give alt og give slip”. Det er nemlig to ting, som altid er op til mig.

 

 

 

Skrevet af

Sangskriver, ordsmed, musiker, livsnyder og fraskilt far til to.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s