Tiden der tog os

Det er en stærkt berusende følelse at slippe rattet og suse af sted med den løsrevne togvogn, en sang kan blive. Gåsehud ræser over min arm, da jeg rækker mikrofonen ud mod publikum fra scenekanten i Jyske Bank BOXEN (Herning 24/10-2015). Lars griner og slipper strengene på sin guitar. Troels sender mig et blik, der rækker helt tilbage til fire teenagedrenge i en kælder i Lind og fylder mine øjne med vand. Det er ikke længere min sang, Tims og min sang, Inside the Whales sang. I dette øjeblik tilhører den de godt og vel 15.000 sjæle, der fylder arenaen med øredøvende fællessang. Lyset fader op over publikumsrækkerne, og et hav af glade ansigter skvulper fra gulv til loft. Det er mine ord, de synger. Men hver stemme synger med sin helt egen glæde, kærlighed, melankoli eller håb. I virkeligheden er det ophævelsen af selvet, følelsen af at være en del af noget større end mig selv, der er mest overvældende i den sprudlende cocktail af følelser, der skyder endorfiner og adrenalin rundt i min krop.

Hvalerne i BOXEN
Original besætningen (Troels, mig, Peter og Lars) til reunion koncerten i BOXEN, 2015

Tiden, hvor sangen skulle justeres, forsvares, forklares og arrangeres, er for længst forbi. Den lever sit eget liv, og vi kan bare følge den som stolte og til tider forundrede forældre. Det er 21 år siden, sangen flyttede hjemmefra, men der skal lægges yderligere fire år til for at komme tilbage til dens undfangelse.

En sportshal i den jyske provins en sen eftermiddag, tidligt efterår i 94. En lysmand kravler rundt højt oppe i lysrigget og retter lamper ind, så keglerne rammer de tre langhårede unge drenge på scenen. En røgmaskine hoster et par skyer ind på scenen, og de forvandles til silhuetter under brudstykker af “Love Me a Little”, “67 Seas In Your Eyes” og det nye nummer “Sail Away”. Jeg har taget en kold cola og et stykke smørrebrød med fra backstagerummet og sidder i nærheden af mikserpulten midt i salen. Herfra kan jeg se vores roadie, Claus, løbe i pendulfart op og ned ad rampen i siden af scenen med flightcases, imens vennerne fra Dizzy Mizz Lizzy nærmer sig afslutningen af deres lydprøve. Så er de der igen. To linjer der kunne være starten af en Dizzy-ballade. En melodisk fængende opadgående linje afløst af en uventet længselsfuld blå drejning. Klassisk Tim. Teksten skifter fra gang til gang, men melodien og stemningen indfanger altid min fulde opmærksomhed, før sangen fordamper i en diffus jam.

IMG_7359
Turnéplan med Dizzy, sept 1994

Vores debutalbum In Nature´s Uniform er netop udkommet, og vi er trådt direkte ind i en drengedrøm. Udsolgte sportshaller, skrigende fans, autografer, interviews … Godt nok som opvarmning for Dizzy Mizz Lizzy, men det generer os på ingen måde. Officielt, og især i vores egne møder med pressen, hedder det nemlig en “Inside The Whale & Dizzy Mizz Lizzy dobbeltturné”, og det var også hensigten, da vores fælles manager, Ole Dreyer fra PDH, bookede turen. Men i det halve år, der er gået siden, er Dizzy vokset fra de små spillesteder med langhårede kids i Dr. Martens og Nirvana-T-shirts til et rockfænomen, der sælger cd´er i hundredtusindvis. På denne turné hærger fænomener som stagediving og crowdsurfing for første gang store venues som Frederiksværk hallen, Antvorskovhallen og Holstebro Kongrescenter. Ekstatiske undtagelsestilstande opstår, når svedige unge fans invaderer scenen og flyver afsted over hovederne på overraskede scenevagter. I det hele taget er der en følelse af pionerånd og virkeliggørelsen af noget uventet, men tiltrængt. Ikke kun i det nye kuld af rockbands, men i lige så høj grad hos de unge, der deltager så aktivt i seancerne rundt i landet. Det her er vores. Ligesom generationer før os havde “punk” eller “summer of love”. Men denne gang er programerklæringen hverken “no future” eller “make love, not war”, den er “well, whatever, nevermind”. Medierne har også fået øjnene op for det buzz, som har samlet momentum i undergrunden i over et år og har døbt det “den grønne bølge”. Et tv-hold fra DR’s populære ungdomsprogram Zig-Zag følger os, vi har været på Gaffas forside, og de outrerede billeder af os i bodypaint fra albumcoveret har leveret blikfang til de fleste aviser og blade. Pladeanmeldelserne har været blandet, men det fylder så uendelig lidt nu, hvor vi hver aften modtager et så tydeligt “ja tak” fra et talstærkt og ligesindet publikum. Vi har ikke på samme måde som Dizzy den fuldendte sangbog til lejligheden, men den fest og energi, vi bringer til scenerne, slår aldrig fejl.

Mix, dec 1994
Mix, dec 1994

Det er officielt: Undergrunden har brudt igennem overfladen. Og ungdomsbladet Mix ser muligheden for en “3 fluer”-fotosession, da turnéen når Vejlby-Risskov Hallen i Aarhus. Efter lydprøven samles Tim, Kasper Eistrup og jeg til et fælles billede. Her er line-up’et nemlig udvidet, og for første gang siden DM i rockfinalen et år forinden står Dizzy, Inside The Whale og Kashmir på samme scene, på samme aften. Det rammer forsiden af den næste udgave af Mix og bliver tilmed en fold-ud idolplakat*.

Vores transportforhold er også blevet opgraderet. I stedet for madrasserne bag i Claus’ Toyota Hiace sidder vi nu ved bordarrangementer i en ombygget turistbus. Og med køjeafdelingen bagerst har vi vores eget rullende hotel eller måske nærmere hostel. En garant for at festen aldrig behøver at stoppe. Også selvom vi bliver smidt ud af backstagerummet, som i Aalborg, hvor fyraftensbajere med Dizzy udvikler sig til en rask lille foodfight, der omformer garderoben til et installationskunstværk af kartoffelsalat, chips, frugt og chokolade. Af og til kører vores chauffør (og turmanager) Bjarne mod næste by om natten. Så vågner vi ved spillestedet og kan tage et bad eller bare ose, hvilket altid omfatter at tjekke den lokale pladebutiks beholdning af Inside the Whale-cd´er. Bjarne vælger en sådan nattur efter koncerten på Elværket i Holbæk.

Bussens dybe brummen minder mig om den beroligende lyd af skibsmotoren i kahytten på DFDS-færgen fra min barndom. Hver sommerferie sejlede vi fra England for at besøge min mormor og morfar på gården i Snejbjerg, uden for Herning. For mig var sejlturen en vigtig del af den årlige rejse. Her var vi sluppet væk på en 18 timers helle fra det hele, lidt tipsy på feriefrihed og på vej til eller hjem fra nye eventyr ude i verden. Meget lig at være på en bandbus.

Live - Troels
Troels midt i 90´erne (foto Per Bix)

Et flig af den første morgensol glimter i sprækken imellem gardinerne. Min hals er tør. Jeg kan mærke festen, der rykkede med ud i bussen i nat som en spænding øverst i nakken. Dog ikke i en grad, der kvalificerer sig til tømmermænd. Stemmen er et sårbart instrument, når det gælder druk og søvnmangel, så jeg prøver at skåne den. En gang imellem lykkedes det også! Det er dog en svær kunst at mestre og ikke umiddelbart én, som Troels virker interesseret i. På den anden side af midtergangen blafrer en hårtot midt i hans tykke moppe i takt med den stædige snorken. Der er to lag køjer på hver side af gangen og øverst oppe en fælles flade, der fylder hele bredden af bussen. Jeg trækker gardinet lidt til side, og et kludetæppe af marker ruller forbi, indtil Aarhus’ byskilt giver tegn til, at husene skal rykke tættere sammen. Pludselig skærer en skinger pigestemme igennem motorens drone.

“Fuck! Er vi i Jylland?” lyder det på klingende sjællandsk.

Svaret kommer som en skrattende latter fra hæse mandestemmer spredt rundt i kabinen. En lille kvindeskikkelse dumper ned i midtergangen fra øverste køje. Hun har militærbukser på og håret strittende ud til alle sider. Jeg stikker fødderne i mine Doc Martens og går krumbøjet ud af soveafdelingen. “About a Girl” fra Nirvanas MTV Unplugged-album kører på anlægget. Bjarne har øjnene på vejen og kører hånden igennem pandehåret, imens han bekræfter for pigen, at vi rigtigt nok kørte fra Sjælland i nat og nu befinder os midt i Aarhus. Hun ryster på hovedet og fniser opgivende. Og så genkender jeg hende. Det var hende, Claus sad og bagte på, da jeg kapitulerede i nat. Men lige nu sidder han ved et bord i overalls og bar overkrop, ryger sin morgensmøg og ignorerer hende totalt. Resten af det bagstive mandskab støder grinende til. Vi samler ind til en togbillet, da hun hverken har pung eller penge med. Alle spæder til … på nær Claus. De andre fra crewet vrisser ad ham, men han står fast. Da bussen nærmer sig vores øvelokale under Barnow Byggemarked, betror han sig til Troels og mig: “Hun ville ikke noget, hun havde det røde. Så jeg giver sgu heller ikke hende noget.”

Ud fra én eller anden stædig logik føler han, at det går op, og vi kender ham godt nok til at vide, at det ikke kan svare sig at diskutere. Ligesom resten af crewet er han en gammel ven fra Herning, der har lært sit nye job på landevejen. Hvilket i nogen grad også gør sig gældende for os i bandet.

Bussen spyer weekendens slidte indhold ud på parkeringspladsen. Pigen tager hjem, og det samme gør vi, altså for en kort bemærkning. Få dage efter fylder rockpendlerne nemlig igen bussen. En procedure, der fortsætter året ud, faktisk adskillige år ud. Destinationerne skifter imellem store og små spillesteder, nogle af dem ikke meget større end vores bus, andre gange festivalernes store scener eller et gensyn med Dizzy og sportshallerne.

3.In Natures Uniform
“In Nature´s Uniform” vores debut album

Fra vi danner Hvalerne i 1992 brager hvert år ind i det næste som et nøje opstillet dominospil, der én efter én falder helt naturligt mod den næste brik. Fem år, to albums og et hav af koncerter i Danmark, Frankrig, Spanien og Tyskland ryger forbi i et lysglimt, uden at vi nogensinde skal overveje vores næste træk. Men pludselig ebber bølgen ud. Tilbage er kun Lars, Troels og jeg. Det er 1997, og vi er på vej til København, uden nogen egentlig plan, for at lede efter den næste dominobrik.

På temmelig uventet vis og med større konsekvenser, end vi havde kunnet forestille os, kommer den første ledetråd til vejen frem fra et kig i bakspejlet. Rettere sagt fra et gammelt VHS-bånd med optagelser fra turnéen med Dizzy.

Imens jeg pakker min lejlighed ned, følger jeg sporadisk med, indtil et klip fra en Dizzy-lydprøve. Der er de to linjer. Og med ét er jeg lige så tryllebundet som dengang. Jeg konstaterer hurtigt, at Tim ikke har brugt linjerne i nogen af sangene fra sidste års Rotator-album og griber min akustiske guitar for at prøve at aflure den smukke akkordprogression. Med den på plads kommer resten af en sang med største selvfølgelighed. Det føles ikke, som om jeg bevidst komponerer eller konstruerer melodien. Jeg guider bare linjerne, der flyder ud, på plads. Alt passer så rigtigt ind i hinanden, vers til bro, bro til omkvæd og tilbage til vers. Hvert stykke giver en forløsning til det foregående. Jeg får lyst til bare at sidde og spille det i ring på min guitar. Men på et tidspunkt begynder et spørgsmål at nage mig. Hvad nu, hvis Tim har andre planer med versmelodien? Et afgørende udgangspunkt for hele sangens melodiske kabale. Jeg indspiller en hjemmedemo med en lidt vag engelsk kærlighedstekst til (noget med “bow down to be beside you, a thousand smiles behind you”) og sender den til Tim. Til min store lettelse er han aldrig kommet videre med sine linjer og giver den melodi, jeg har færdigskrevet sit thumbs-up. Men jeg ved stadig ikke, hvem sangen er til. Måske os, måske Dizzy, måske en hel anden?

Svaret kommer først året efter på en løbetur i København. Jeg er fyldt 27, den alder, hvor så mange af mine helte døde, og pludselig står tallet “30” og lurer som en skygge for enden af min ungdom. Bandets (og dermed også min egen) fremtid er uvis, min kæreste er flyttet ud, og der er både tid og anledning til eftertænksomhed. Mine løbeture fra den fremlejede toværelses i Brønshøj rundt i Bellahøj er små meditationer. Her daler tankerne, der ellers flitrer rundt i hovedet som affaldspapir i vinden, ofte på plads. En dag kvitterer underbevidstheden ved at sende en frase op til overfladen. Hvor er tiden, der ta’r os? Den passer perfekt til omkvædets første linje. Men giver den egentlig mening? Den er som to sætninger morfet til én. Men jo mere jeg vender og drejer den, jo mere kan jeg mærke den underlige, åbne sætning. Vores tid er vores liv, men også det, der tager livet fra os. Mit ræsonnement fører mig til den næste linje, der stjæler ungdommen fra os. Ordene synes at klæde den bittersøde melankoli i musikken. En følelse af kreativ tilfredsstillelse veksler imellem en selvsikker ro og forventningsfulde sommerfugle. Måske er det et hit? Omverdens dom er så uforudsigelig, og forhåndsmeningerne om vores sprogskifte er meget blandet.

“Det lyder sgu som noget fra Højskolesangbogen,” siger en tidligere producer til os, da vi giver ham en snigpremiere på den kommende single. Og det er ikke ment som en kompliment.

Whale
“Rebeller Uden Sag”, 1998

Heldigvis er P3 af en anden holdning og gør “Hvor er tiden, der ta’r os” til Ugens Uundgåelige (i uge 9, 1998). Den bedst tænkelige måde at vippe vores førstefødte danske sang ud af reden. Og med ét er det, som om at vores skifte til dansk forklarer og forsvarer sig selv.

Med årene bliver den en officiel evergreen (hos Koda) og får også et helt særligt liv på efterskoler, gymnasier og højskoler. Måske fordi sangens budskab står så klart i netop de rammer. Nemlig at nyde den uvurderlige, men også afmålte, tid, man har sammen. Sangen finder vej til Efterskolesangbogen, KFUM-spejdernes sangbog, kor-arrangementer, Peter Bellis sidste studiealbum, og på 20-året for udgivelsen bliver den udvalgt af Spil Dansk til en ærefuld plads som én af “Danmarks fællessange”. I virkeligheden er det slet ikke så utænkeligt, at den kunne finde vej til Højskolesangbogen en dag. Og det ville være en stor kompliment!

Men forud for sangen går en unik rejse, der skulle give os en ekstra tur i rutsjebanen, som så mange higer efter at prøve bare én enkelt gang. En rejse, der starter sidst i 80’erne hos fire teenagere, hvis utøjlede begejstring for rockmusik allerede er ved at slå hovedet mod parcelhusloftet i en lille forstad til Herning.

… og sådan slutter første kapitel af bogen “Tiden der tog os, – med Inside The Whale igennem 90´erne”. Hvis du har lyst til at tage med på flere eventyr, kan du bestille hele bogen her:

https://www.saxo.com/dk/tiden-der-tog-os_marcus-winther-john_paperback_9788740412598

https://www.arnoldbusck.dk/boeger/musik-film/tiden-der-tog-os

 

Tider-Der_155x235_FORSIDE_RGB-til-web
“Tiden der tog os – med Inside The Whale igennem 90´erne” af M.Winther-John

Skrevet af

Sangskriver, ordsmed, musiker, livsnyder og fraskilt far til to.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s