Lige nu skifter jeg imellem koffeinspeedet, hypereffektive formiddage og ubelejlige, narkoleptsike anfald midt på eftermiddagen. For 3 dage siden kom jeg hjem fra L.A. og er underlagt jetlaggens luner. Min gamle ven Tim Christensen og jeg var der for at arbejde på materiale til et nyt Dizzy Mizz Lizzy album. Temmelig luksuriøst at leje et hus i the Hollywood hills, tænker du måske med rette. Men den sande luksus er, at kunne arbejde med én ting uden forstyrrelser, afbrydelser og notifikations “ding” om det næste sted du skal være. Selv med højt prioriteret projekter i DK skal der laves madpakker, hentes og bringes børn, plejes kæreste- og venneforhold og samtidig skal jeg lige have et øje på de andre bolde jeg har i luften.

På tidligere writing-ture til L.A. har jeg af og til siddet i studier eller møder, imens palmerne svajede i det fuldendte solskinsvejr udenfor, velvidende at det jeg var i færd med ikke var fantastisk … måske endda spild af tid! Alligevel tvang min samvittighed mig til at ” bøde for”, at jeg var så heldig, at være her. Den slags selv-flagellation har Tim og jeg bevidst undsagt os. Så når der begynder at være langt imellem de gode idéer, så tillader vi os selv lidt sjov: en tur i Amoeba (L.A.´s legendariske cd & vinylbutik), frokost på Nobu eller drinks og dinner med vores gamle ven Frederik Bokkenheuser.

En eftermiddag holder vi ved fodgængerfeltet på Beverly Drive, en parallelgade til Rodeo drive med samme high-end shopping vibe (og butikker hvor du får serveret en iskold, sprudlende perrier vand, imens du oser). “Det er sgu da Duff!”, råber jeg pludseligt, så Tim giver et spjæt i førersædet. Og imens bassisten fra et af mine alltime favoritbands, Guns n Roses, slentrer forbi os i joggingbukser, solbriller og lyst strithår forvandler de midaldrende fædre i bilen sig til to teenage fanboys. Det passer så fint ind i hele turens ånd. Vi indtager øjeblikkets begejstring helt ufortyndet, uforstyrret. Set i bakspejlet er en stor del af ungdommens magi netop den der koncentreret – fokuseret – frie – enfoldige oplevelse af alting. Alt bliver taget ind, smagt på og får lov at skære dybt. Selvfølgelig har det også noget at gøre med alder og førstegangsoplevelserne, men at give sig selv lov at være i musikken eller fanbegejstringen uden hele tiden at skele til resten af to-do listen er en befrielse. Og da vi, en uge senere, boarder vores Norwegian Airbus mod Kbh er de gode resultater på arbejdsfronten stof til eftertanke. Interessant.

Vi er så heldige, at være født et sted på kloden, hvor vi potentielt har muligheden for at realisere os selv på alle områder. Det føles næsten som et krav. Et krav, der kan udvikle sig til en bidende stress. Men når vi så zapper rundt  i vores uendelige muligheder ender vi ofte med følelsen af ikke helt at slå til noget sted.

Når jeg har travlt, er det ikke selve arbejdsopgaverne, der stresser mig. Det er mere tanken om alle de andre ting jeg ikke når, imens jeg er i gang med én af dem. Den onde cirkel kan gøre, at jeg spreder mig i en grad hvor min indsats bliver så tynd, at den ikke gør indtryk nogen steder!

Denne livspaniks-epidemi begrænser sig desværre ikke til arbejdslivet. Den har også mange ægteskaber og forhold på samvittigheden. For når vi ikke føler, at vi har sat flueben ved maks-lykke i samtlige kategorier, er det lettere at skyde skylden på dem tæt på end at vende blikket indad.

I min roman, “16 Tømmermænd” stiger hovedpersonen, Marcs, frustration over at konen sidestiller deres forhold med hendes følelse af at være uforløst. Marcs veninde, Linda, byder ind med følgende: “Stort set alle de kvinder, jeg kender omkring 40 ryger i én eller anden paniktilstand. Vi tror åbenbart, at vi både kan være sprøde, sexy elskerinder, overskudsmødre, øko-atleter og stærke, trofaste hustruer. Det kan man jo ikke. Så de ender med at løbe forvildet rundt og gøre tåbelige ting.”

( Køb “16 Tømmermænd her:   https://byensforlag.dk/vare/16-toemmermaend/?fbclid=IwAR0IeVTmFtyM3puQ1WLX3xsanMCZpw-B8bIRXpG9iDvc9JBmDm5YHi9JS50 )

For kvinder er idealerne meget synlige i reklamer, i dameblade, i film og tv. Men som mand er der også rigeligt at fodre sin evigt dårlige samvittighed med. Det driver slingrende amatørcykelryttere ud på landevejene med lycra strammende om ølvommene og sender mellemlederen ud i kopirummet med sekretæren til firmajulefrokosten.

Jeg tror på, at vi er født med det vi skal bruge. Men hen ad vejen får vi dårlige vaner, der spænder ben for vores egen lykke. Midt i hverdagens hvirvlende haglstorm af forstyrrende elementer glemmer vi, at give os helhjertet hen til en oplevelse, en person, en følelse. Vi glemmer at gøre ÉN TING AD GANGEN.

“Én ting ad gangen.” Det skal være mit mantra det næste stykke tid og forhåbentligt vejen til nye, bedre vaner. På lørdag er den ene ting, Dansk Melodi Grand Prix i Jyske Bank BOXEN. Jeg har været med til at skrive et nummer som jeg er virkelig stolt af, “League Of Light” (med Julie & Nina, sang nr. 7, kosmiske kys til dem der stemmer!). En sang om netop at give sig hen til lyset, til positiv energi, til livet. Og det vil jeg gøre i min gamle hjemby, sammen med mine børn, forældre og kæreste.