Solen er smeltet i en glødende plamage bag bygningerne på Enghavevej og har farvet himlen over Vesterbro apokalyptisk lyserød. Vi løber ned i smøgen, der er tapetseret med plakater for kommende og overståede koncerter i nabolaget. Barbara Moleko overlapper en stribe Medinaer, og jeg når lige at registrere Tim Christensens øjne under Rasmus Walters forvredne ansigt på en plakat, der har mistet sit tag i muren, mens jeg iler forbi med en dreng i hver hånd. Vi stopper ved døren til Medley Studios.
– Husk nu, ingen slagsmål og ballade. Far skal lige indspille noget guitar, og så kan vi købe en is på vej hjem, hvis I har været søde.
Jeg ringer på.
– Kan vi ikke få chips i stedet for? spørger Noah og retter selvbevidst på sin skatercap. En gisning om den snart forestående teenagetid.
– Jeg gider ikke at have chips, protesterer Oliver, der kejtet prøver at sætte sin kasket på skrå.
– Hvorfor skal du altid efterligne mig? Noah sender Oliver et irriteret abeansigt og drejer sin kasket tilbage. Oliver drejer også sin kasket tilbage.
– Stop så, siger jeg og giver hver hånd et lille klem.
Lige inden konflikten eskalerer til næste niveau, åbner døren, og drengene retter deres fulde opmærksomhed mod den langhårede rockprototype foran dem.
– Hey, Marc, hey, guys. Hvad så? Skal I med far i studiet? brøler Sonny, som om han talte til et stadion fuld af fans. Drengene går helt stille foran mig lige i hælene på Sonny gennem gangen, der er dækket til med indrammede guld- og platinplader. Midt Om Natten – Kim Larsen 500.000 solgte, Københavnerhjerte med Billy Peters 300.000 solgte, Dizzy Mizz Lizzy med Dizzy Mizz Lizzy 250.000 solgte. Drengenes blikke er dog fastlåste på Sonny, som de studerer med benovet fascination. Lavthængende kæde på låret, nittebælte, spidse støvler, tæt tatoverede arme og ikke mindst det sorte hår, der hænger ned til midt på ryggen. I årenes løb er det blevet til mange timer for mig i Sonnys altid positive selskab, men for drengene er han et nyt bekendtskab. Vi smider jakkerne over en slidt læderlænestol i opholdsrummet.
– Kaffe? spørger Sonny retorisk, samtidig med at han tænder for kværnen ved siden af den legendariske espressomaskine.
– Jo tak, råber jeg over støjen af kværnende bønner og fortsætter ind i kontrolrummet.
– Hej, drenge! udbryder Billy med sin rustne stemme og springer op fra læderstolen foran det blinkende rumskib af en mikserpult. Den sortklædte figur ser ikke ud til at være 70, når han indtager bokserstilling, dukker og værger og sender et par hooks af sted i slowmotion mod drengene, der griner lidt forlegent. Han uddeler kindkys hele vejen rundt og tager fat i min arm.
– Hvod’n går det, min dreng? spørger han indlevende med den varme stemme, jeg kender så godt. Billys intense blik stråler fra et ansigt furet af årtiers slitage fra landevejen. En passende rock’n’roll-patina. En enkel tot fra den tilbagestrøgede sølvmanke hænger ned i hans pande.
– Tak, det går sgu meget godt, lidt travlt, svarer jeg og puster, mens jeg vrider guitartasken af min svedige ryg.
– Talent har altid travlt … så’n er det. Billy blinker til mig, klasker mig på skulderen og går over mod døren.
– Sonny, tag lige et par kølige colaer med til drengene, ikke?
Drengene sætter sig til rette i sofaen bagerst i rummet med deres iPads og lader sig opvarte.

– Har du hørt sangene, siden vi indspillede grundbånd? spørger Billy, imens Sonny igen tager plads ved knapperne.
– Nej, faktisk ikke.
– Det er pissegodt. Rocken har ikke rullet på den her måde siden København, erklærer Sonny og dobbeltklikker på mappen Billy Peters –Nyt Album på den store skærm foran vinduet til indspilningsrummet. Sonny fortsætter med blikket på skærmen.
– Vi skal holde det minimalistisk, ikke for mange dubs …
Billy afbryder begejstret.
– Vaskeægte rock and røvl.
Sonny afventer respektfuldt, om Billy vil tilføje noget, inden han fortsætter: – Det skal bare være lyden af det fede band og Billys unikke stemme. Så vi skal bare lige have lidt ekstra stjernestøv et par steder. Du ved, lidt af Marcs magi. Sonny blinker til mig.
– Klart nok, svarer jeg.
Jeg stemmer og vrider lidt i strengene på min elskede, blonde 65-telecaster. Den blev købt for min første royaltycheck i Fuzzfinger, midt i en drengedrøm. Hvordan kan der være gået næsten 20 år? Det føles, som om det var forleden dag, at vi stod netop i dette studie og indspillede albummet, der skulle ændre mit liv. Albummet, der gjorde min hobby og lidenskab til min levevej. Men når jeg nu ser Noah og Oliver gå rundt i de samme rum, hvor vi gik langhårede, klædt i skovmandsskorter og Dr. Martens, går det op for mig, at det var i en fjern fortid. Et andet liv.
Sonny dobbeltklikker på mappen Skruen Uden Ende. Skærmen fyldes med en regnbue af farvede lydspor, og faderne på mikseren springer op og ned, som var de ført af spøgelseshænder.
– Jeg har mike´et en gammel Marshal op til dig derinde, siger Sonny.
Jeg tager mit cue og går ind i indspilningsrummet. Plugger i, slår et par akkorder an og sætter mig på taburetten, der er lånt fra flygelet et par meter bag mig. Stilhed.
Igennem vinduet til kontrolrummet kan jeg se toppen af Sonny og Billys hoveder og bag dem drengene i sofaen, fordybet i iPads. Det burde købe mig tid til at få mine guitarting i kassen. Nu er det bare op til mig at spille noget, som er værd at gemme på. Erkendelsen får nerverne til at summe i mit bryst. Før i tiden skænkede jeg ikke den slags en tanke. Det kom bare, flød ubesværet fra min guitar, så snart musikken spillede. Men nu er spekulationerne og tvivlen blevet en ond cirkel. Jo mere jeg tænker over, at det skal være godt, jo dårligere bliver det. Og jo dårligere det bliver, jo mere tænker jeg over, at det skal være bedre.

Du har lige læst et uddrag af første kapitel fra “16 Tømmermænd”. Et nedslag i Marcs presset hverdag lige før det hele ramler. Parterapi timen sidder stadig som en uro i kroppen, imens han jonglerer rollerne af far og musiker. Og et par timer senere sidder Marc og børnene igen i bilen …

Vi sidder igen i min gamle Volvo på Enghavevej. Denne gang i stilhed, mens drengene holder lange durumruller foran sig som kødfyldte trompeter. Jeg trækker vejret dybt og hører kun det halve af, hvad Noah fortæller med munden fuld af shawarma. Halvvejs op ad Valby bakke udbryder jeg med et slag på rattet: – Pis!
Noah hopper forskrækket i passagersædet.
– Hvad er der?
– Jeg har glemt min guitar i studiet, svarer jeg og sukker.
– Vi skal ikke tilbage efter den, vel? spørger Noah. Han har en klat cremefraichedressing på næsetippen.
– Nej. Pyt, jeg henter den i morgen.
Hjemme i Vanløse børster drengene tænder og lægger sig i seng helt uden protester. Jeg smider deres tøj i vaskemaskinen og går ind for at putte dem. Oliver er allerede næsten i drømmeland, men Noah ligger med et forventningsfuldt blik og kigger på Gummi Tarzan-bogen, som han har lagt frem på natbordet.
– Okay, siger jeg og smiler. Jeg kærtegner hans bløde kind, tager bogen og lægger mig ved siden af ham.
Jeg vågner ved lyden af beskeder, der tikker ind på min telefon. Bogen falder på gulvet, idet jeg sætter mig op. Min pande og mine kinder er våde af sved, der hvor bogen har været klappet sammen om mit ansigt. – Bip-bip, lyder det igen. Jeg ser på skærmen. Ingen nye beskeder. – Bip-bip. Jeg stavrer ud i køkkenet og misser med øjnene i det skarpe lys. Uret på ovnen siger 23:15. Mia er ikke kommet hjem. –Bip-bip. Men hendes telefon ligger på køkkenbordet. 5 nye beskeder.

… og sådan slutter første kapitel, optakten til nedbruddet af Marcs verden. Forude venter slingrevalsen igennem det fagre nye skilsmisseeventyr af dating, druk og selvransagelse. Hvis du har lyst til at tage med, kan du bestille hele bogen her: https://byensforlag.dk/vare/16-toemmermaend/