Jeg moonwalker mine først skridt ind i dansk showbizz til Amatør aften i Lindhallen i midten af 80´erne, hvor vi i “El-Breakers” har tænkt os at forblænde forstaden til Herning med vores cutting-edge electric boogie og breakdance moves. Elektriske bølger strømmer igennem min krop, helt ud til spidsen af mine hvide handsker, imens min makker, Jacob Tingleff (som også senere vælger en markant kursændring i kunstform) snurrer rundt på gulvet.

Aftenens program er faktisk spækket med fremtidig musikbranche kollegaer: Der er Jesper Lundgaard, der fremfører sin egen danske tekst om “lokalradio” til backtracket fra Wham!´s “Young Guns”, efterfulgt af en purung Troels Skjærbæk, der duetterer George Michaels nyeste hit, “Careless Whisper” med klassekammeraten Jacob. Men indslaget der står klarest for mig er rockbandet Tarbeach med den lokale guitarhelt, Lars “Skalle” Skjærbæk i front på vokal og guitar. Jeg stadig relativt nytilflyttet i Danmark og dansk musik har ikke gjort videre indtryk på mig. Det er stadig egen-importen, Madness, Adam & the Ants og mine musikalske livsledsagere i the Beatles, der er på rotation i kassettebåndoptageren.

Men i aften sker der noget. Jeg har aldrig set en ægte elektrisk guitar i hænderne på en jævnaldrende person og desuden skriver Tarbeach også selv sange. Den første hedder (måske) det samme som dem og indfrier børnerockens krav til miljøbevidsthed. Men så følger en sang, der fanger mig. Sangen er på én gang smuk, længselsfuld og uimodståeligt iørefaldende. Jeg er blæst væk over “Skalle fra klubbens” sangskrivningsevner. Melodien og nogle løsrevne tekstfraser forfølger mig i et par uger, indtil hele sangen pludselig på mystisk vis strømmer ud af køkkenradioen, imens min mor stiller en staniolbakke med “lørdagskylling” i ovnen. Jeg kender godt stemmen. Det er ham med den store mund … ikke Skalle! Pludselig rækker denne stemme helt ind i brystet på mig og spreder en salig melankoli ud i de uprøvede teenageceller. Og musikken! Den lyder som om den er lavet af skyer, tårer og det samme som drømme. Mine danske sprogkundskaber er stadig ikke helt fintunet og jeg har hverken været hovedkuls forelsket eller fået hjertet knust endnu, men budskabet når mig klart og tydeligt, kvinde min jeg elsker dig og jeg ved du elsker mig og hvad der så end sker, åh la´ det ske for jeg er din … Med ét var døren blæst op til en hel ny verden, eller i hvert fald, land af musik.

Min mor køber Larsens næste album, “Forklædt Som Voksen” på kassettebånd og så er det ellers fast soundtrack, når volvoen fragter os rundt til det ene og det andet. Forleden (sjovt nok) hører jeg titelsangen i radioen og det går op for mig, at Larsen endnu en gang havde ramt en “livsfølelse” lige i bulls-eye. Jeg har i den grad lært følelsen af at være “forklædt som voksen” at kende i de senere år!

Igennem min karriere i musikken skulle jeg møde Kim Larsen en håndfuld gange, men kun én gang har vi en decideret samtale. Det er sidst i 90´erne efter en koncert på Magasinet, Odense, med Inside The Whale. Vi er havnet (som man nu skal) på Boogies. Humøret er højt og på et tidspunkt spotter vi den kasketklædte Larsen ved baren. Kort inden har vi indspillet en udgave af hans “Sylvesters Drøm”, som b-side til en single. Måske af samme grund føler jeg mig berettiget til at forstyrre, selvom det i virkeligheden hverken er en værre eller bedre grund end alle mulige andre, der antaster Larsen for at fortælle, at de har friet til én af hans koncerter, begravet et familiemedlem til “Om Lidt” eller plejet kærestesorger til “Som Et Strejf Af En Dråbe”.

Mit selvværd er godt boostet af vores koncert og ikke mindst de søde kvindelige fans, der har fulgt os i byen. Men i det jeg hilser på og stemmen jeg kender så godt taler til mig, skrumper jeg til en teenageknægt på bagsædet af sine forældres stationcar. Men Kim er heldigvis flink og under mig lidt værdighed. Jeg bilder mig ikke ind, at han kender mit band, men hvalerne må være et sted i udkanten af Larsens radar, for han placerer os i den grønne bølge med Dizzy og i kølvandet på det, skamroser vi lige Tim i et par vendinger. Jeg gør mit bedste for ikke at lade den indre fanboy slippe ud og forskyde ubalancen i samtalen endnu mere. Men jeg kan ikke undertrykke behovet for at sige, at Gasolins “Efter Endnu En Dag” er det bedste dansksproget album nogensinde. Kim svarer (som om han slet ikke har aktier i albummet) at det er det ikke. Det er derimod “Hip” med Steppeulvene. Måden han lidenskabeligt taler for sit yndlingsalbum overrasker mig. Jeg regner nok ikke med, at den største sangskriver i dansk musikhistorie også har en begejstret fan i sig. Men måske er netop denne brændende begejstring afgørende for at kunne skrive med så meget gejst, nerve og kærlighed i en menneskealder.

I søndags læser jeg så med en synkende fornemmelse, at vi har mistet denne enestående kunstner, håndværker og musiske manifestation af Danmarks folkesjæl. I bilen fra Jylland hjem til Vanløse spiller P4 en endeløs række af hans evergreens, soundtracks til nøglebegivenheder i alle danskeres liv. Igen føler jeg mig utrolig lille, som en dreng der stirrer op på en forunderlig og ubegribelig stor stjernehimmel.

Kære Larsen kort fortalt, tak for alt.

Men … jeg synes altså, at “Efter Endnu En Dag” er det bedste dansksproget album nogensinde!