Min kæreste er en tossemagnet! Hvis hun sidder i metroen og en vildskægget herre slingrer ind i højlydt konversation med sig selv, henvender han sig stensikkert til hende. Jeg tror det skyldes hendes smukke og omsorgsfulde udstråling. Jeg ved dog ikke hvad det siger om mig! I visse kredse kunne jeg vel sagtens kategoriseres som tosse. Det ville i hvert fald ikke være første gang at mit dagdrømmeri udfoldet til karriere mødes med en slags hånlig skråsikkerhed. Min erfaring er bare, at hver gang jeg selv bliver lullet ind i skråsikkerhedens magelighed, så kommer skæbnen og klasker mig en lussing. I form af en skilsmisse, en sygdom eller bare et nej, hvor jeg forventer ja. I det hele taget er der utrolig få ting (hvis nogen overhovedet) i mit liv, der har været en rejse i direkte linje fra A til B … og gudskelov for det, i hvert fald i bakspejlet.

En mild sommerdag i midten af 00´erne er den simple dagsplan egentlig bare at købe en dobroguitar. Jeg er ved at indspille mit andet soloalbum, Come To Copenhagen, i Søren Andersens studie i Nordvest, som tidligere var vores første øvelokale, da vi (i Inside The Whale) flyttede til byen. Eller det vil sige, at det var Dizzys som de bød os velkommen i sammen med de fornemme naboer vi delte fælleslokalerne med, D.A.D og Sort Sol. Da vi rykkede ud ombyggede Søren og sit band (Kick The Kangaroo) stedet til studie, der senere blev brændt ned, da Søren afslog tilbuddet om at videresælge lejemålet til nogle lokale banditter, der ville lave hashklub. En ulykke som resulterede i den legendariske Brandalarm støttekoncert, hvor bl.a. Kim Larsen, Gnags, Kira & The Kindred Spirits og Winther-John spillede og hvor Dizzy Mizz Lizzy blev gendannet for første gang efter opløsningen.

Alt dette er jeg dog lykkeligt uvidende om, da jeg cykler ind til KMC Music på Frederiksberg en klar formiddag, hvor fuglene kvidrer om kap med bussernes brummen. Der er roligt, da jeg sætter mig på en barstol midt i junglen af guitarer med en dobro på låret. Jeg plukker guitarfiguren til én af mine nye sange, Home Sweet Home, med blikket hvilende ufokuseret ud på krydset mellem Gl. Kongevej og H.C.Ørstedsvej. En gammel dame stiger op på sin cykel på modsatte side af vejen. Jeg konstaterer, at den lidt banjo-agtige lyd er helt perfekt til Beatles/country fusionen i min nye sang, imens damen langsomt krydser vejen. Men lige udenfor vinduet stopper forhjulet ved fortovskanten og sender hende flyvende over styret. Panden rammer fortovet først og resten af kroppen følger som en fugleskræmsel, der bliver smidt af en ladvogn. Jeg rejser mig op i chok. “Er hun ok?” spørger jeg retorisk ekspedienten uden at fjerne blikket fra ulykkesstedet. En yngre kvinde og en mand i hvide maleroveralls træder til nærmest med det samme. Jeg vender mig mod ekspedienten og siger, at jeg napper dobroen.

Jeg forlader butikken med min nye guitar under armen og sender et bekymret blik nedad på vej forbi. Damen er ved bevidsthed men bløder fra panden. Pludselig får jeg øjenkontakt med hende. Hun vinker og siger et eller andet. Jeg ser lidt forvirret omkring og så tilbage på hende. Hun vinker mig igen hen. Manden, der stadig har alarmcentralen i røret, træder til siden og jeg sætter mig på hug. Med en rynken, kroget hånd på min arm siger hun lidende, “Kan du ikke spille mig en sang?” Det føles som en scene fra skjult kamera, men ingen omkring mig fortrækker en mine. Hvad nu hvis det er en døende kvindes sidste ønske? Det kan jeg da ikke benægte hende, hvor dum jeg end måtte føle mig. Pigen der sidder på den anden side af mit forslået one-woman publikum sender mig et kom-så-i gang-blik og jeg begynder tøvende at spille min nye sang. Jeg synger med afdæmpet stemme, pludselig meget bevidst om hvor vanvittigt dette scenarie må se ud for forbipasserende. Ham Winther-John er sgu desperat. Kaster sig syngende over folk der ikke kan slippe væk … Jeg prøver at runde nummeret af men får et strengt blik og fortsætter med falset omkvæd. Ved siden af taler manden videre med alarmcentralen og pigen fortæller blidt vores patient, at ambulancen er på vej. Heldigvis ankommer den få, lange minutter efter. Redningsfolkene skovler damen op på en båre, skubber den ind i ambulancen, takker os og kører væk. Tilbage står jeg med et par fremmede mennesker og min nye guitar i hånden. Ingen af os har de rigtige ord til denne scene, så vi skilles bare med akavet anerkendende nik.

Dagen tog en drejning, som var umuligt at forudsige. Af samme grund virker det så absurd, når Trump, D.F., religiøse ekstremister og mindre eksponeret hverdagstosser insisterer på at alt skal forblive “som det er” eller endnu værre “som det var”. For intet er som det altid har været! Hver eneste gamle tradition er startet med at nogen har gjort noget for første gang.

Når forandringerne så rammer vores egen lille bobl, med følger der kan rangere fra ubelejlige til tragiske, er det naturligt at stritte imod. Men modstanden er en kæp i hjulet, der sender os med hovedet først i fortovet. Så næste gang livet fucker med mine planer vil jeg prøve at minde mig selv om at, livet er forandring.

Så, “get busy living or get busy dying.”