Back in blog

“Hvornår skriver du på bloggen igen? Jeg har ikke noget at læse til kaffen,” siger min svigerinde, Charlotte, og i røret hører jeg hende hive cigaretrøgen ind før opremsningen af forslag starter. I forhold til gyseren fra mit sidste blogindlæg er det bare som om mange af mine projekter og hverdagseventyr fremstår lidt … “små”.

Men på den anden side, fanme nej om “Adventskræft” skal stå som det grumme afsluttende kapitel på bloggen. Man ku´ jo gå hen og tro at det skyldtes et uskrevet ekstra kapitel, som berøvede mig muligheden for overhovedet at skrive.

Så lad mig slå fast med det samme; Jeg har det godt! Faktisk et pænt stykke over “godt” lige nu, på terrassen ved et smukt stenhus på Sicilien, med espresso i koppen og mine to dejlige drenge i poolen. Middelhavsbriser puster en doven klokkemelodi op ad bjergskråningen fra kirketårnet nede i dalen og et firben piler over de varme klinker ved mine bare tæer.  Jeg går stadig til tjek på Rigshospitalet, og selvom der ikke er grund til at forvente dårligt nyt, så prikker pessimismens krogede finger mig altid lidt i siden de sidste minutter i venteværelset, før jeg skal ind og høre resultaterne. Men måske er det helt ok at blive mindet om hvad der virkelig er vigtigt hver anden måned. At huske på at det netop er “de små projekter” der i høj grad tegner vores liv i det lange løb. Som Dan Turell sagde, så holder jeg af hverdagen. Så jeg tager ansvaret for at fylde den med “små projekter” (der indimellem vokser sig store) og gode mennesker, der gør mig glad!

Arbejdsmæssigt har min hverdag siden sidst bl.a. budt på at  …

  • rejse til Amsterdam og arbejde med topfolk sammen med min dygtige writing buddy Ilang.
  • have en sang på albummet med K-pop fænomenet (Korea pop, red.) SHINee, der ramte førstepladsen på hitlisten i 15 lande!
  • min sang “What´s the time in Tokyo”, (oprindeligt sunget af Sil i Belgiens Melodi Grand Prix finale , 2014) blev fremført i Belgiens Toppen Af Poppen tv-program i en ny Belgisk udgave i maj og ligger stadig højt på salgslisten.
  •  spille intimkoncert i min stue for en lille eksklusiv skare. Fantastisk oplevelse både at fortælle om og spille sange jeg har skrevet til mig selv og til andre.
  • holde en række foredrag om sangskrivning ud fra sidste års bog, “Skriv Hits & Sælg Dem”
  • skrive teksterne til et helt album med Jes Holtsø (Børge fra Olsen banden, red.). Det er altid en foræring at skrive på vegne af en artist med en vild historie og det har Jes: Fra barnestjerne til destruktiv deroute som hardcore junkie på Vesterbro som næsten kostede ham livet! I sidste øjeblik fandt han balancen “Sydpå” i Maribo og et nyt liv som bluessanger. Det handler “Sydpå” om, som var første single og lidt af et hit på P5. (tjek videoen, måske du kan genkende bilen?)

 

Men én af de mest markante ændringer i min hverdag kom med årsskiftet. Et kapitel i mit musikalske liv sluttede, nemlig tjansen som Peter Bellis kapelmester (bandleder, red.). Jeg har skrevet til og spillet med Peter igennem de sidste 8 år og det har været ulig noget andet jeg har prøvet i musikbranchen. Per Løkkegaard (leadguitarist i “De Rejsende” og fotograf) og jeg blev hurtigt enige om at dokumentere afskedsturen i ord og billeder fra nærmeste hold i bogen, der kom til at hedde “Kapelmesterens Dagbog”.

peter1maj_high
Peter Belli & De Rejsende, Fælledparken 1 maj 2017

I et interview med B.T. beskrev jeg 2017´s turné som “fantastisk og fucked up” for den bød absolut på mere drama til bogens sider end jeg havde turde håbe på. Grædende mænd, gråhårede kvinder der fyrede den af som teenagefans, trafikuheld, whiskey, sygehusindlæggelser, operationer og masser af smukke musikalske øjeblikke! Udfordringerne undervejs var indimellem store men stoltheden glødede tilsvarende varmt i brystet på mig da vi klinkede vores glas med Four Roses (den eneste whiskey der duer for Peter) for sidste gang og gik på scenen i Amager Bio d.28 dec. velvidende at jeg havde været med til at gøre Peters afsked til en decideret sejrsrunde.

Jeg havde bestemt mig for at køre den helt åbne, personlige vinkel igennem i bogen og tog alt med fra drukture efter koncerter over skilsmisse efterdønninger til mit kræftforløb. Det gjorde glæden over de gode anmeldelser endnu større.

“en gribende beretning fra landevejen” – Gaffa

“en fornem bog om rock`n´roll på godt og ondt” – Herning Folkeblad

“bevægende læsning” – Lektørudtalelse fra de danske biblioteker

Men dén anmeldelse der rørte mig dybest kom en sen aften, da jeg lå i sengen. Telefonen ringede. Det var June. “Hej Marcus, jeg håber ikke jeg vækkede dig”. “Nej nej”, løj jeg, ikke helt stolt af det A-menneske jeg lynhurtigt bliver når jeg ikke turnerer. “Nå, men Peter og jeg ligger her i sengen og jeg har lige læst hele bogen højt. Den er simpelthen fantastisk.” Derefter skiftes Peter og June til at overøse mig med ros om hvor levende og bevægende den havde været for dem at læse. De afslørede også hvor spændte og nervøse de havde været over den store tillidserklæring de havde givet mig ved at sige god for bogprojektet året før, uden at vide noget om hvordan jeg skrev, “når der ikke var musik til”.

petermarcus1_high
Chefen og mig på vej til scenen i silende regnvejr på Rock Under Broen, 2017

Bekræftelsen (ikke kun fra pressen, Peter & June men i høj grad også fra jer der har skrevet til mig i kølvandet på mine blogposts, tak for det!) af at det også kan have relevans for andre, når jeg skriver meget ærligt om mit liv har i den grad igen sat gang i skriveprojekterne. Især én er jeg temmelig langt med og glæder mig til at dele med jer!

Der er så mange projekter under opsejling. Men først på listen er ét af de der vigtige små projekter … pizzabagningskursus med mine 2 drenge hos den lokale pizzamand!

Ciao!

 

PS. Skulle du have lyst til at læse “Kapelmesterens Dagbog” og få alle op- og nedturene med kan den bl.a. bestilles her:

https://www.imusic.dk/softcover/9788793501072/marcus-winther-john-per-loekkegaard-2018-kapelmesterens-dagbog-en-sidste-tur-med-peter-bog-med-bloedt-omslag

 

 

Skrevet af

Sangskriver, ordsmed, musiker, livsnyder og fraskilt far til to.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s