Adventskræft & rock n roll!

2017 bød på det største antal koncerter jeg har spillet siden de vilde Inside The Whale-dage, min første bogudgivelse, rejser og en fuldt besat kalender året ud. Flere koncerter, writing sessions, workshops ovenpå min bog “Skriv hits & sælg dem” og så havde jeg planlagt at rykke på promo aktiviteter for selvsamme bog op til Jul. Men 2017 havde noget i ærmet, der med ét skulle rydde bordet.

Jeg havde mærket “noget” et lille stykke tid og ved en ultralydsscanning får jeg en chokerende besked … “kræft i testiklen”! Seancen står for mig nu i et slowmotion slør med brudstykker fra den alvorligt konstaterende læge som “operation … kemo … god statistik … Lance Armstrong”. Lægen må så se til andre patienter og jeg bliver liggende alene på briksen med bukserne om knæene i det halvmørke rum og prøver at samle mig. En tung, sort sky lægger sig tæt om mig, da jeg efterfølgende læser mig ud af tangenter på nettet. Jeg er tæt på at bryde sammen, når bare jeg tænker på mine elskede drenge og et worstcase scenarie, hvor jeg ikke kan være her for dem.

Herfra går det hurtigt. Få dage efter sidder jeg i en form for choktilstand hos min læge og bliver indstillet til “kræftpakke forløbet”, heldigvis med min seje kæreste, Lone, ved min side, imens jeg svimmel og med kvalme kæmper med at fordøje denne nye situation. Dagen efter skal jeg igen på landevejen med Peter Belli og jeg slæber mig som en skygge efter kapelmesteren (altså, mig selv), der som sædvanligt fastlægger sætlister, spiller guitar, synger kor og får et par øl med drengene efter koncerten.

Næste morgen på mit hotelværelse i Grenå får jeg et opkald fra Rigshospitalet, der indkalder mig til et møde om mandagen og fortæller, at jeg skal have taget blodprøver i dag. Dem kan jeg dog heldigvis få klaret på vej til næste job, så der bliver indlagt et pitstop på Herning sygehus. Jeg spiller 2 koncerter i min ungdoms hjemby og sidder så igen til et alvorligt møde mandag, denne gang på Riget.

Skulle man vælge én form for kræft, så skulle det være testikelkræft“, siger lægen. Men selv med gode % satser for at klare den repræsenterer hver % på den “forkerte side” jo også rigtige mennesker. Statistisk set kender vi stort set allesammen mindst én af de uhyggelige kræfthistorier, der ender trist og alt for tidligt.

Den forbandede sygdom kommer aldrig belejligt og det er bestemt heller ikke tilfældet for mig. Jeg er så heldig, at få tilbudt en operation allerede få dage efter mødet på Riget, i en uge hvor jeg har 5 koncerter i kalenderen. Jeg kan lige nå at spille en koncert i Kalundborg, inden jeg skal indlægges. Nerverne er allerede i alarmberedskab men der er en lille forløsning i at operationen er lige om hjørnet og på den måde er der styr på en lille del af den opslidende uvished. Peter, June og drengene i bandets optimisme på min vegne (de er sikre på at jeg er klar til at spille med igen allerede ugen efter!) giver også styrke.

IMG_4746
Sidste koncert inden operationen. Den gamle biograf, Kalundborg.

Med hjælp fra min kære ven (og fremragende guitarist), Mads Løkkegaard (som i sin tid var med til at skrive det første album vi lavede til Peter Belli, “Underværker”) og mine brothers from another mother, Lars og Troels Skjærbæk, lykkedes det mig at undgå at efterlade nogen i stikken, da jeg møder fastende ind på Rigets Urologiske afd. torsdag d.30 nov om morgenen. Først på aftenen ligger jeg igen på stuen, stadig lidt omtåget af narkosen … en kræftsvulst og en testikel lettere!

IMG_9789

Svimmelheden overmander mig, idet jeg prøver at rejse mig, så jeg indstiller flere forsøg til næste morgen. Der møder min dejlige kæreste igen ind og sygeplejersken fortæller, at jeg skal begynde at gå nogle ture, så jeg kan tage hjem. Den første tur er til håndvasken (ca 2 meter) og tilbage. Så må jeg også ned og ligge med en fornemmelse af udmattelse og anstrengelse især omkring operationssåret (lidt under bæltestedet til højre). Men i løbet af formiddagen bliver turene længere og længere, indtil jeg (omend langsomt og forsigtigt) kan gå helt ned ad gangen til elevatoren. Kort efter trækker jeg i (jogging-)tøjet og drager ud på det der føles som en større rejse ned til hovedindgangen, hvor Lone venter i bilen.

Efter 2 dage skiftevis på sofaen, i sengen og på små gåture rundt i huset vover jeg mig ud på de 300 meter hen til Vanløses nye prestigeprojekt, indkøbscentret Kronen. I butiksvinduerne ser jeg spejlbilledet af en krumbøjet, tilsyneladende ældre herre, der går som havde han skidt i buskerne. Det ser ikke altid lige kønt ud, men hver dag bringer en ny lille sejr med sig. Et par dage senere får jeg mod på (og fysik til) selv at hente kaffen og købe småt ind. Om tirsdagen (5 dage efter operationen) er jeg tilbage på Riget til CT scanning og starten på en ny gyser. Scanningen skal vise om der er spredning … men først om 10 dage!

Uvisheden gnaver og suger hele tiden til sig af min energi. Det ene øjeblik er jeg rolig og optimistisk og det næste stikker tankerne af ned ad mørke blindgyder. Jeg prøver, at holde min hverdag på sporet og præcis en uge efter, at jeg var blevet indlagt tager jeg igen af sted med Bellikaravanen for at spille 3 koncerter i det nordjyske. Jeg føler mig stadig skrøbelig og lige på grænsen fysisk og psykisk, men nogen gange handler det også om bare at bestemme sig for, om man kan eller ej. Så med en barstol placeret imellem mig og min forstærker, som eneste backup står jeg igen på scenen, hvor det må briste eller bære. Med undtagelse af lidt stikkende smerte et par gange, hvor jeg bliver revet med, går det strygende. De næste dage giver et kærkomment afbræk i spekulationerne, fysiske fremskridt og nogle flotte koncerter på vores sidste Jyllandstur med Ulven.

IMG_8333
Jeg sætter mig diskret på min barstol imellem 2 numre, Kulturstationen Skørping

Men om mandagen bliver jeg igen suget ned i kviksandet. Jeg kan hverken rumme den optimistiske vinkel, velvidende hvor hårdt dårlige nyheder så ville ramme, eller den pessimistiske vinkel, af åbenlyse årsager. Der er intet jeg kan gøre nu … kun vente. Afmagten og frygten ligger som et tungt og vedvarende pres fra jeg åbner øjnene til søvnen forærer mig en lille time-out hver nat (når bekymringerne da ikke siver ind i drømmene). Jeg mander mig op til en enkel writing session i løbet af ugen (med LIGA) men ellers har jeg svært ved at mønstre overskuddet til hverdagen eller det tiltagende Juleri omkring mig.

Endelig kommer fredag morgen. På vej ud til Riget er det som om, at noget indeni er sat på standby, velvidende at jeg kan befinde mig i to vidt forskellige verdener om nogle få timer. De er et kvarter bagud. Lone og jeg siger ikke noget, imens vi venter i en uendelighed omgivet af patienter og pårørende på kræftafdelingen. Pludselig siger en kvindelig læge med en mappe i hånden mit navn og jeg følger efter med hjertet hamrende i brystet. Jeg føler mig stakåndet mens vi sætter os og lægen siger, at vi skal snakke om mit forløb. Forløb? Det tegner ikke godt! Det føles som om der går urimeligt længe før ordene når mig. Ingen spredning … betragt dig selv som rask! Jeg ånder ud, griner, græder, ser på Lone, ånder dybt ind … og ud, græder lidt igen. Aldrig har jeg oplevet en lettelse af den kaliber.

Jeg skal testes regelmæssigt igennem de næste par år, men jeg har lige fået mit livs bedste julegave! I dag, en uges tid efter kan jeg faktisk ikke huske hvad der sker imellem samtalen og at jeg står med Peter Belli på Viftens scene i Rødovre samme aften. Det står som en sløret rus af lettelse og taknemlighed i modsat ende af spektret, fra hvor jeg startede denne vilde rutsjetur. En tur der rystede den indbildte følelse af udødelighed, som så let indfinder sig når alt er godt.

Tak. TAK! Jeg er så fucking heldig!

 

 

 

 

 

Skrevet af

Sangskriver, ordsmed, musiker, livsnyder og fraskilt far til to.

14 thoughts on “Adventskræft & rock n roll!

  1. Hurra Marcus 😃 💐🇩🇰 Sikke en dejlig lykkelig ende på sådan en grim omgang 😔 Tak for din fortælling❤️ Ønsker dig og dine en rigtig glædelig jul 🎄✨ Hils og kram fra Lenette

    Like

  2. Hi Marcus! Ups! Ikke en særligt god julegave at få! Men sådan en fik jeg selv for små fyrre år siden! Jeg synes selv at jeg i en alder af 71 er ok på toppen! Knus og kærlig hilsen til dig med ønsket om en god jul og alt godt i fremtiden! HH

    Like

  3. Kære, kære Marcus.
    Hvor er jeg på én gang glad og lettet på dine vejne og samtidig helt pinligt ydmyg omkring at du i midten af din kamp, havde tid og overskud til at give mig en hånd med tekstskrivningen. Havde jeg vidst det, ville jeg aldrig have besværet dig yderligere. Al positiv energi og respekt herfra. God jul og godt nytår. Sveistrup

    Like

    1. Tak Jakob, og det var faktisk rigtig rart at skrive den tekst og få tankerne andetsteds. Var også vigtigt at mærke at livet ikke helt i stå! Den sang kommer nok til at stå med nogen tyngde for mig😉

      Like

  4. Puhhh sikken en omgang. Fantastisk beskrivelse af rutcheturen.
    Tillykke med livet – tænker at man for en stund, kigger ud på verden med lidt skarpere briller.
    Glædelig Jul 🙏

    Like

  5. Hvor er du ærlig og sej – stort tillykke med at turen endte godt ❤
    Rigtig glædelig jul og godt nytår til dig og dine ❤
    Hilsner pigen fra gaden (Enggårdsvej, Snejbjerg)

    Like

  6. “I wish it need not have happened in my time,” said Frodo.
    “So do I,” said Gandalf, “and so do all who live to see such times. But that is not for them to decide. All we have to decide is what to do with the time that is given us.”
    – J.R.R. Tolkien

    Må du få meget mere tid at udnytte klogt. Glædelig jul, Champ! 🙂

    Like

  7. Hey Marcus.
    Tillykke med det.
    Det var vildt at læse, da jeg selv har været fuldstændig præcis den samme mølle igennem, blot for 9 år siden.

    Like

  8. Hej Marcus.
    Måske har jeg sovet i timen, men ved et tilfælde faldt jeg over din blog her, og gik straks igang med at læse om dit kræft forløb.
    Der er ingen der går gennem livet uden smerte, af den ene aller anden slags.
    Udfaldet kan være uvis, og midt i det hele står man så der`.?
    Din beskrivelse giver håb og trøst, til de mange der læser med og jeg vil benytte lejligheden her, til og ønske dig alt held og lykke for fremtiden.
    Hvis man sejr over døden, er der tilbage og leve!
    KH T.

    Liked by 1 person

    1. Tak Thomas. Helt enig i at vi har alle “vores” at komme igennem og det hjælper ofte at kunne spejle sig i andres udfordringer, tanker og følelser. Læste noget spændende fornyligt om at når kunst rører os er det gordi vi genkender vores egne følelser, er meget enig og tænker det også gælder blogs😉 Håber du har det godt.

      Like

  9. Hej Marcus.
    Din beretning bragte mig fluks 12 år tilbage til dengang hvor jeg, – efter at have fået fjernet livmoderen p.gr.a. livmoderhalskræft-, sad i venteværelset på sygehuset med min kæreste i hånden og det pludseligt gik op for mig at jeg faktisk kunne dø af det her. Den følelse af total afmagt glemmer jeg aldrig.
    Jeg er fortsat rask, og sætter pris på det, – men alligevel mindede din beretning mig om hvor skrøbeligt, dette helt vidunderlige liv trods alt er !!
    Tak for det, – og alt muligt held og lykke til dig og din familie.

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s