Lykkeligt Skilt

Mit interview om skilsmisse i Berlingske for nogle uger siden har affødt rigtig meget respons. Overvejende godt, heldigvis, men også andet …

En god ven viste artiklen til sin eks, der mente, at jeg bl.a. fremstiller mig selv som et offer. Først følte jeg mig ret provokeret og tænkte, at det nok var hende, der følte sig truffet pga sin rolle i deres skilsmisse. Men så tænkte jeg lidt over, hvordan man definerer “offer”. Hvis det er en person, der imod sin frie vilje er blevet udsat for noget smertefuldt og grænseoverskridende, så måske, ja. Men hvis det gør nogen forskel, betragter jeg min eks-kone som lige så meget offer, ikke som en gerningsmand. “Gerningsmanden” har været oplevelsen af, at verden synker i grus, drømme og værdier der går i opløsning og at man som eks-kone og -mand kan være helt ude af synk med hinanden på en måde, der  trykker på de allermest smertefulde knapper. Mine skriverier handler ikke om, at søge medlidenhed og udpege de skyldige. De handler heller ikke om, at dvæle handlingslammet i mit livs nedtur. Det handler om, at tale ærligt ud om det. For den proces har trukket mig op ad kviksandet. Jeg har lært, at nyde mit nye liv og indtil videre, har vejen frem handlet om at lære accept.

Screen Shot 2017-03-04 at 22.39.02

Der var en (for mig) uventede stor respons på artiklen fra kvinder. Én af dem var en sød kvinde, som jeg datede i en kort periode for et par år siden. Hun genkendte mange af mine følelser fra sit eget skilsmisseforløb. Men i hendes tilfælde, som hun sagde, havde der ikke været nogen 3.part involveret og da skilsmisse kom på tale, oplevede de det nærmest som en lettelse. Så jeg skulle bare vide, at “den lykkelige skilsmisse” fandtes.

Nysgerrigheden overmandede mig. Jeg havde hørt mange variationer over skilsmissehistorien men aldrig en decideret lykkelig historie for såvel eks-mand som eks-kone og børnene (og som altid medregner jeg ikke dysfunktionelle tilfælde med misbrug, vold osv). Det lød spændende, på samme måde som beretninger om Atlantis eller en tømmermændspille, der rent faktisk virker.

Jeg måtte have mere info!  Heldigvis vil hun gerne dele og forklarer, at hun er mere lykkelig nu end før, kommunikerer godt med eks´en og ungerne virker glade. For som hun skrev, “så snart man lærer, at rumme sorgen over at projekt “familie” ikke lykkedes og de voldsomme følelser forbundet med processen, bliver alt nemmere og mere lykkeligt”. Hmm? Jeg følte mig lidt skuffet. Næppe uforbeholden lykke i mine ører.

Ingen tvivl om, at hun har fokus på de gode ting og at hende og eksen er kommet bedst muligt videre. Men hvorfor må vi så ikke bare sige det, så? Det er som om, at det er tabu at indrømme, at der er en sorg som, man må lære at leve med. Og at man måske ikke kommer “over det”, men i stedet lærer at komme bedst muligt videre med sin nye bagage. Man kan vel godt være lykkelig uden at bilde sig ind, at det modsatte ikke er en del af livets kabale. Kan man ikk´?

 

Screen Shot 2017-03-06 at 11.58.40

Jeg taler kun ud fra min egen, aldeles subjektive, lille bobl. Hvis hun føler, at hun har haft en lykkelig skilsmisse, så er den det (for hende)! Men når min skilsmisse når til samme sted, vil jeg nok personligt gerne udskifte ordet “lykkelig” med “afklaret”.

Jeg taler selvfølgelig ikke på alle fraskilt mænds vegne og én af dem ville også gerne vide hvad mit “egentligt ærinde” var ved at stille op til interviewet. Det er et vedkommende og udfordrende spørgsmål, som jeg synes ligger godt i forlængelse af tankerne om den lykkelige skilsmisse. For hver fase i denne proces har været ukendt og overvældende for mig. Der findes ingen manual for hvordan man gør og jeg manglede i den grad ærlige fortællinger, jeg kunne spejle mig i, specielt i den første, svære tid.

Generelt virker kvinder meget bedre til at italesætte og dele deres oplevelser end mænd og af samme grund er det mit indtryk, at hele den offentlige dialog er meget præget af netop kvindernes syn på skilsmisse. Jeg oplever dog heldigvis, på alle de mange tilbagemeldinger jeg får, at rollerne i en skilsmisse ikke er kønsbestemte. Og at mange kvinder kan relatere til det, jeg deler med jer.

Netop manglen på mændenes ærlige fortællinger, (ikke dumsmarte ironiske cover-ups, macho fortrængninger eller kvinders udlægning af mændenes følelser) er nok motivationen for “mit egentlige ærinde”. Som er at prøve, at dele mine subjektive men ærlige oplevelser og reflektioner. Ikke for at proklamere at “sådan er det”, men for at fortælle at “sådan har det været for mig”. Forhåbentlig er der andre mænd derude, der så ved, at de ikke er den første eller eneste mand, der har det fysisk dårligt af hjertesorger og ikke kan komme op ad sengen uden et par hulk. At man ikke er den eneste, der har svært ved at få ordene “for det bedre” over læberne, når man nu savner sine børn ad helvede til hver anden uge. At man ikke tror på den lykkelige skilsmisse … men lykken i accepten af det modsatte.

 

 

 

Skrevet af

Sangskriver, ordsmed, musiker, livsnyder og fraskilt far til to.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s