Karma, Korea & L.A.

Som dreng ønskede jeg mig intet mere brændende end at komme til USA. Jeg drømte om en barndom ligesom Elliot fra E.T og så en ungdom som Danny Zuko fra Grease. Senere rykkede drømmen mere specifikt til vestkysten, for at promenere ned ad Sunset Strip med stort hår og make-up, som idolerne i Mötley Crüe og lidt senere som den femte Red Hot Chili Pepper. Men der skulle gå mange år, før jeg krydsede Atlanten for første gang.

Måske derfor fyldes jeg stadig med en berusende følelse af at leve drømmen, hver gang jeg ser ned på Los Angeles´ kvadratiske tæppe af gader, glitrende blå pools og palmerækker fra et fly. Det syn har givet mig sommerfugle 2-4 gange om året de sidste 8 år, på vej til at skrive et utal af sange og at møde lige så mange af verdens dygtigste musikmennesker, som alle bliver draget af drømmenes by. Byen oser af en vild energi, hvor alt kan ske på et splitsekund og for at det skal give mening, at rejse derovre så ofte, skal der også ske noget. Men, helt i tråd med resten af mit liv, er det sjældent pga strategi og stringente femårsplaner, at tingene sker. Vejen til succes er snoet og giver oftest først mening i bakspejlet. F.eks har L.A. turene skabt værdifulde kontakter i Tyskland, hits i Japan, Spanien og selv en sang til Peter Belli!? Til gengæld blev mit, indtil videre, største amerikanske cut (“cut” = sang man har afsat til en artist) til sammen med en englænder (Andy Love) og en dansker (Johs Jørgensen) ude på Njalsgade ved Islands Brygge. Det var singlen, The Whisper med New Kids On The Block (fra albummet “10″, der nåede #6 på den officielle Amerikanske albumchart i 2013).

I 2015 skifter jeg januarmørket ud med 2 ugers sangskrivning i L.A.´s altid pålidelige solskin. Timingen er ualmindelig god. Bruddet med min eks er så frisk, at hun ikke har flyttet sine ting fra huset endnu. Hvilket vi aftaler, at hun skal gøre mens jeg er væk. Lyset og varmen har en beroligende virkning på min sjæl, som ellers føles som om den har fået blotlagt samtlige nerveender. Kalenderen er bevidst pakket med både faste samarbejdspartnere som Frederik Thaae og Andy Love, nye satsninger og sociale aftenarrangementer, som ofte kan have så afgørende netværksværdi. Men af samme grunde lykkes det først, at lave en session med min ultradygtige kollega og ven, Ilang på min anden sidste dag. Dansk/Grønlandske Ilang og hans lille familie skulle være i byen i længere tid og havde lejet et hyggeligt rækkehus i hipsterbydelen Silverlake, hvor jeg henter ham i min lejet 4-hjuls-trækker. Efter en god times hyggesnak på vej syd igennem byen, der har et areal på størrelse med Sjælland, guider gps´en os ned ad en øde gade med nedslidte og tilskoddet lagerbygninger et sted syd for Koreatown og Downtown. Ved adressen som vi har fået af Ilangs publisher, GL music, har en lille flok forhutlede hjemløse gjort en varevogn uden hjul til deres hjem. De skuler ud på os bag tæpper, der hænger for åbningerne, hvor der engang var døre. Vi prøver at virke selvsikre, i det vi går frem til en sort bygning uden vinduer og med en solid metaldør uden håndtag. Vi banker på og ser forgæves efter en ringklokke, indtil Ilang ringer til det telefonnummer vi har fået. Kort efter hører vi en raslen og klirren som ved lights-out i et fængsel. Døren åbner. En lavstammet, ung asiatisk fyr byder os indenfor i et ganske uventet interiør. Et supertjekket lydstudie folder sig ud i flere niveauer med store indspilningsrum og et kontrolrum som cockpittet i et rumskib. Manglen på vinduer giver følelsen af at være under jorden eller i en tidskapsel på vej igennem det ydre rum. Vi bliver budt på pulverkaffe og så er vi i gang.

img_1952
På vej til session i L.A.

Sessionen forløber tilsvarende særegent. I timevis sprøjter vi idéer ud og prøver at dechifrere hvad det egentligt er, studieejeren er ude efter. Han vil gerne lave noget, der skal pitches til den Sydkoreanske supergruppe SHINee, som han angiveligt har personlig kontakt til. Det ligner mest af alt en spildt eftermiddag, indtil en times tid før vi skal af sted. Ilang (øvrigt, en sanger i verdensklasse) jammer nogle melodifraser og for første gang vækker vi noget, der ligner begejstring hos vores afmålte vært. Vi jammer lidt videre, Ilang overfører diktafonbidderne fra hans iPhone og vi kører med en følelse af afbrudt samleje og den nagende vished om, hvor sjældent en sang man ikke bliver færdig med rent faktisk bliver gjort færdig efterfølgende.

Der går næsten et år før Ilang og jeg igen mødes til en session. Denne gang i Berlin og som man måske kunne forvente i Tyskland, til en hel anden effektiv oplevelse. Få timer efter mødet med den unge producerduo, Hitimpulse, har vi skrevet og indspillet en popbanger, som giver den helt rigtige følelse i maven. Vi vil pitche til Cee Lo og et stort dj projekt. Men som sædvanligt har skæbnen andre planer. Den effektive stil fortsætter og få uger efter er sangen udvalgt af sangeren fra SHINee, Jong Hyun, til hans soloplade. Igen Sydkorea! Og det er der absolut intet i vejen med. Sydkorea & Japan er nemlig nogle af de få steder i verden, der stadig sælger fysiske cd´ere … og mange af dem! Det er godt for sådan én som mig, som hovedsagligt lever af rettighedspenge (som af mystiske årsager er betydeligt større på fysiske end på digitale udgivelser). Pladen når toppen af Koreas hitliste og #4 på US World Billboard Chart. Ikke så meget spildtid over den eftermiddag i Berlin 😉

Men Sydkorea er ikke færdige med os endnu. Forleden sender Ilang mig en sms med et link til en ny musikvideo med SHINee. Der er tydeligvis brugt et anseeligt budget i videoen, som er af en slags man ikke har set meget til i vesten, siden Michael Jackson forlod planeten. Men bedst af alt kan jeg, imellem specialeffects, vilde danserutiner og den overdådige produktion, genkende melodibidder, som jeg ikke har hørt siden de var amputerede fraser på en iPhone i et shady kvarter på den anden side af kloden! Vores sang er blevet færdig, indspillet og udgivet af SHINee. Planen (hvis man kan kalde den det) holdt! Eller, i virkeligheden virker det næste som en dobbeltfinte fra skæbnen for lige at cementere, at selv når planen når sit mål, sker det ikke som forventet!

Igen kan jeg konstatere, at spekulation og beregnende strategier ikke giver mening for mig. Det er en befriende konklusion, at det bedste jeg kan gøre, er at blive ved med at gøre mit bedste og at gøre det så meget som muligt. Ikke at jeg føler mig som en lallende idiot midt i anarki, for jeg ser en hel klar karma-i-egen-livstid gøre sig gældende i alle livets forhold, fra karriere til kærlighed.

Så, vær nu ordentlig 😉

Skrevet af

Sangskriver, ordsmed, musiker, livsnyder og fraskilt far til to.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s