Det var ikke blå himmel og høj solskin jeg havde forventet, idet jeg går af flyet i Birmingham. Endnu en gang er jeg rejst ud i verden i et rock-anliggende med mine kære gamle venner, Tim C og de øvrige gutter i og tæt på Dizzy. Første gang var næsten 24 år forinden! Dengang var destinationen en festival i den franske by Niort, hvor 3 af bandsene fra den legendariske DM i Rock finale 1993 havde vundet retten til at spille. Turen var gået med bus og den evigt-backgammon-dystende DM i Rock bagmand, Rasmus Nøhr havde ageret  turmanager med masser af festlig energi og en del mindre overblik. Nøhr skiftede siden retning i branchen og året efter tog vi (Inside The Whale) på en livsforandrende turné sammen med Dizzy, hvor den nye danske rockgeneration fejrede sig selv med stagediving og grunge´et rock ved kaotiske tilløbsstykker fra Bornholm til Sønderborg.

Denne gang handler det dog ikke om vores egne bands (i hvert fald ikke sådan direkte). Vi skal tage afsked med metal´ens grundlæggere, Black Sabbath, ved deres sidste koncert nogensinde, tilmed i deres egen hjemby! Birmingham midtby er ikke den tilsodet industritriste omgang, jeg havde forestillet mig. Vi nyder solskinnet og hinandens selskab i shoppinggaderne, på en lokal pub og steakrestaurant, inden vi dumper ind på “The Hammer & The Anvil” (efter eget udsagn en “bad ass metal bar”), til aftenens sidste øl til et tilpas øredøvende soundtrack af Mötorhead, Ozzy, Manowar mm. Overalt fornemmer man byens stolthed over bysbørnene som sammen med Deep Purple og Led Zep både var med til at opfinde og sætte hård rock/metal genren på verdenskortet.

Næste formiddag tager Tim og jeg en halv times togtur ud af Birmingham til den lille by Lichfield, hvor verdens førende mellotron eksperter/teknikere/byggere, Martin Smith & John Bradley holder til. (Mellotronen er en slags vintage synthesizer, hvis karakteristiske lyde kendes fra f.eks introen af “Strawberry Fields Forever” og soloen i Tims “Right Next To The Right One”). Skæve, små bindingsværkshuse og en overdådig 1000 år gammel katedral fuldender Hobbittenkulisserne på slentreturen i solskinnet. Igen havner vi på den lokale pub men denne gang til pork pies, egnens øl og mellotron relateret anekdoter om klienter som Paul McCartney, Jimmy Iovine og George Harrison. Vi er i nørdehimmelen og sidder med store øjne, indtil vi igen må tilbage til Brum (slang for Birmingham) og turens hovedattraktion.

… og få timer senere står vi så på vores (i øvrigt helt fantastiske) pladser i “Golden Circle” tæt på scenen, spændte som de teenagere vi var, dengang den hårde rock først slog kloen i os. Pludselig brager lyden af regn og torden ud af p.a.´et og bliver straks besvaret af et forventningsfuldt brøl. Apokalyptiske kirkeklokker varsler de sorte fyrsters komme sekunder før riffet fra nummeret, der deler navn med bandet, ruller ud over arenaen som en sonisk bulldozer. Ozzy stavrer frem og tilbage i den elektriske storm af kærlighed fra 16.000 dedikerede fans. Jeg er overvældet … men også lettet. Ozzy synger fedt og bandet lyder fantastisk. Sommerfugle fylder mit bryst, tårer mine øjne og gåsehud prikker fra min nakke til mine underarme. 7 voksne teenagere griner fjoget til hinanden, skåler og rocker frem og tilbage. “Horns in the air”.

I musik er tidsrejse muligt og denne aften pendler tusindvis af salige rockfans mellem årtierne. Første stop for mig er 80´erne, på teenageværelset fordybet i vinyler med Ozzy, Mötley Crüe og W.A.S.P., imens jeg koncentreret prøver at tegne Iron Maidens “The Trooper” cover af. Jeg måtte omkring den mere poleret heavy, før jeg var klar til 70´er rockens noget tørrere sound (lyden af Led Zep, Sabbath og tidlig AC/DC, som nu står som de ubetinget største for mig i den hårde afdeling).

“Into The Void”´s insisterende  riffdrone sender mig afsted på næste afstikker på tidsrejsen. Denne gang, 90´erne. Inspirationen til mange af heltene fra mit ultimative rockårti (hvor jeg selv, og ikke mindst gutterne der står på hver side af mig, var så heldige at få lov til at spille betydelige roller) står lysende klar, idet Toni Iommis massive, tonstunge guitar breder sig ud i arenastyrke. Ingen Alice In Chains eller Soundgarden uden Back Sabbath! For første gang går det også op for mig, hvor meget det harmoniske univers i Tims guitarroller og Dizzy-sangskrivning også har tilfælles med aftenens hovedpersoner. Men så kommer en ny runde fadøl og jeg læner mig igen frem i nuets metalekstase. Klassikere som “War Pigs” og “N.I.B.” fører frem til et (bogstaveligt talt) brag af en trommesolo, som angiveligt giver Ozzy en time-out til at suge lidt fra en iltmaskine, før han vender tilbage som “Iron Man”. Aftenen afsluttes på behørig vis, i en hvirvelvind af confetti, med en udgave af “Paranoid”, der på ingen måder afslører, at alle de 3 originale bandmedlemmer nærmer sig 70 år.

Blandt aftenens, temmelig kritiske, hold er der konsensus om, at det var “fucking magisk!” I den saligt summende strøm af mennesker fra stadion til stationen udveksler vi Sabbath-relaterede historier og minder, og det slår mig, hvor fin en sløjfe skæbnen indimellem binder på tingene. Jeg mener ikke, at man skal dvæle i fortiden, men det kan gøre godt i nu´et at genbesøge rødderne. Det er måske ligefrem klogt, at have fortiden med på sin tidsrejse fremad. Så kan man måske undgå de samme faldgruber, men også huske en sund respekt og taknemlighed for dem, der banede vej for én selv. I aften er netop den respekt let at mønstre til ære for Brummie-bandet, der tog de første skridt ud i, og satte deres præg på et halvt århundredes sortklædt, langhåret, majestætisk rockmusik.