Gift, fraskilt, single, “it´s complicated”, seriemonogam, polyamorøs … vi lever i en tid med overflod. Alle kærlighedsprodukterne står klar på hylderne, vi skal bare hive dem ned.

Der var engang, hvor den klassiske familiekonstruktion var en betingelse for overlevelse. Far gik ud og tjente til (eller endnu længere tilbage, fangede) føden. Mor blev hjemme og havde styr på børnene og hjemmet. Manglede man den ene, ramlede det hele. Sådan er det jo ikke mere. Nu kan vi definere og manifestere vores person, præcis som vi har lyst. Indfri vores fulde personlige potentiale på alle tænkelige område. Mange medier prøver endda at bilde os ind, at vi bør forfølge dem alle og gerne på én gang.

Hun skal være; en selvstændig og tjekket karrierekvinde, en kærlig og rummelig mor med hjemmebagte speltboller i ovnen, mindful livsledsagerske og uhæmmet hundjævel på lagnerne, naturlig og afklaret med sin krop men bevidst om hvordan hun kan se 10 år yngre ud og smide de 10 ekstra kilo. Han skal kunne indgå med modsatte fortegn i hele hendes skizofrene liste samtidig med, at han elegant glider fra en dominerende Mr. Grey til blød husfar.

Sikke en taber man ville være ved at lade sig kompromittere i sin ret til at få det hele. YOLO!

Kompromisets kunst er en disciplin, jeg har været nødt til at fintune igennem mine mange år i musikbranchen. Først i bands, hvor man måske måtte æde trommeslagerens irriterende lange fill for at få sin guitarsolo eller spille den sang man syntes var kedelig for at få lov at slutte sættet med sin favorit. Men når så bandet spillede, opstod der noget der var større end nogen af os alene. Noget der løftede os alle og som med tiden også gjorde os bedre hver især.

Senere, i mit virke som co-writer, blev processen endnu tydeligere. Indimellem holder jeg min mening for mig selv for ikke at ødelægge det kreative flow, og rigtig tit oplever jeg, at det som jeg ikke troede var en god idé bliver helt uventet godt. Andre gange er det ikke, men det er meget nemmere at blive enige om efter at idéen er afprøvet. Kendetegnende for alle disse kreative scenarier er oftest, at jeg bliver en del af noget som jeg ikke ville kunne have skrevet selv. I bedste fald noget større og bedre.

Ordet “kompromisløs” bliver brugt i flæng som positiv og troværdighedsskabende betegnelse for kunstnere. Men min erfaring er, at alle de bedste netop forstår værdien af kreativt modspil. De har dygtige samarbejdspartnere, der udfordrer og løfter kunstnerens værk og måske bringer det et helt andet sted end han/hun havde forestillet sig. Det gode kompromis.

Men må man gå på kompromis i kærlighed?

Ja, sgu da. Kærlighed ER kompromis!

Kærligheden i et forhold er ikke en statisk størrelse. Den er i konstant forandring og udvikling. Den første berusende, begærlige fascination vokser sig med tiden til en mere stabil tosomheds lykke. Med børn tilsat ligningen opstår en ny dimension i kærligheden og en dyb og vedvarende connection mellem mor og far. Undervejs i alle faser er der udsving i begge retninger. Eufori og sorg, lidenskab og kedsomhed, tvivl og hengivenhed. Efter en årrække kan hverdagen kaste et usexet, gråligt skær over forholdet, så man i perioder føler sig som kollegaer ved et logistisk samlebånd. Indtil man pludselig, måske midt i en banal hverdags situation, får øje på sin elskede igen og mærker den dybe, voksne kærlighed brænde i brystet.

Men kærligheden er ikke noget man bare siger “Ja” til én gang og så er der styr på den. Det er et valg begge parter må blive ved med at tage. Et prægtigt korthus af kompromisser, der vokser sig større end de to er hver især (ligesom co-write sangene).

Det kræver dog, at man tillader kærligheden, at have den form den nu har på et givent tidspunkt og vælger at fokusere på det positive i hver ny fase. Igen apropos The Secret kan det være selvforstærkende. En slags karma i eget forhold. Jeg taler selvfølgelig ikke om forhold med misbrug, vold eller lignende, men forhold som er bygget på gensidig vilje til hinanden. Derfor kan man sagtens have tanker og tvivl undervejs. Jeg kan sagtens forstå, det tillokkende i et romantisk fling med en uudforsket krop. Det spændende første stykke tid med et menneske, inden man ved hvordan de snorker, tygger deres mad, prutter og slubrer kaffen. Men jeg forstår ikke, at man vil bytte det store korthus ud for noget, der for mig ligner et quickfix.

Jeg påstår ikke, at der er et rigtigt og forkert valg. Prioriteterne kan tydeligvis være forskellige fra person til person. Det er noget jeg har oplevet på egen krop og for mig er den konklusion der er lettest at leve med, at det må virke lige så rigtigt for dem, som det virker forkert for mig. Til gengæld vil jeg påstå, at det ene valg altid er på bekostning af det andet. Netop det virker til at komme bag på mange! Det kan virke vanvittigt frustrerende, at se tilbage på ruinerne med en mistanke om, at eks´en ikke forstod det. Jeg kan ikke lade være med at føle, at der ligger et samfundsmæssig gruppepres, der prøver at bilde os ind at vi ødsler med vores potentiale, hvis vi ikke vil have det hele på én gang. Men det kan vi jo ikke. Vi må finde vores kompromis. Min nye udfordring er at finde “eks-forholdets gode kompromis”. Jeg arbejder stadig på det.

Måske er det paradoksalt, at jeg lufter mine tanker om hvordan man holder kærligheden i live i kølvandet på min skilsmisse. Men kort efter bruddet stod jeg og frøs på sidelinjen, imens min yngste søn spillede fodboldkamp. Én af de andre “soccermoms” spurgte mig bekymret, hvordan man kunne undgå det jeg lige var havnet i. Det gav anledning til reflektioner, som de fleste fraskilte sikkert gør sig. Hvad skete der? Hvorfor gjorde hun det? Kunne jeg have gjort noget anderledes eller bedre?

Jeg tror ikke, at der er noget entydigt svar og hvis der var for mig ville det måske være helt forkert for hende. Men hvis den ene i et forhold vælger at udleve sig selv 100%, kompromisløst, så vælter korthuset.