Udenfor vinduet slører Vanløse ind i Valby og så Vesterbro, imens jeg prøver at forberede samtaleemner til at bryde en eventuel pinlig stilhed. Men uvisheden braser gang på gang uhøfligt ind i mit rationelle rum. Hvad hvis hun slet ikke ligner sine billeder? Som da min ven tog på date og blev mødt af en XXL udgave af pigen fra hendes billeder, blæst op som et badedyr til sprængpunktet. Nogle bruger endda billeder af helt andre kvinder! Det kunne også være, at billedet af min date bare var taget fra en ualmindelig heldig og smigrende vinkel. Mirakelbilledet som ikke afslørede, at hun var ork! Er jeg overfladisk at tænke sådan på hendes udseende? Nej, det synes jeg ikke. Selvom jeg ikke har en tjekliste til de kriterier, er jeg nød til at føle mig tiltrukket af overfladen for at kunne falde for indholdet.

Da jeg står af S-toget på Vesterport har mit hjerte presset sig op i halsen og tager små kvælertag på hvert pulsslag. Jeg putter iPhone hovedtelefonerne i ørerne og stiger op til gadeniveau akkompagneret af mit yndlings Oasis nummer, Shakermaker. Jeg ku´ godt bruge lidt af Liam Gallaghers fandenivoldske Britpop swag lige nu. Men hey, hvad er det værste der kan ske? At vi ikke har noget at snakke om? At der ingen kemi er? Så får vi bare noget godt at spise og siger farvel igen, to enlige voksne mennesker, der slap for at sidde hjemme og overtænke deres egen situation den aften. Mine Chelsea boots er ikke optimale på isen, der pletter fortovet, så jeg går lidt usikkert om hjørnet ved Bagerstræde. Kvinden der venter udenfor tapas stedet genkender jeg straks. Heldigvis! Jeg vinker og accelererer i en kapgang, der fører mig ind i et akavet knus. Hun smiler og jeg konstaterer, at hun faktisk ser rigtig sød ud. Altså, det der stikker ud af vinterfrakken. Men burde det allerede have sagt KAPOW, hvis det var noget? Jeg vifter tankerne væk og åbner døren for hende. Hun virker rolig mens vi finder vores bord, hvilket gør mig endnu mere anspændt. Men inden jeg er halvvejs igennem det glas rødvin jeg får bestilt i en fart, føles det faktisk rart, ja ligefrem hyggeligt.

Det her må være så meget nemmere end at date i de famlende 20´ere. Forhistorierne for at vi sidder her leverer rigeligt med samtaleemner. Vi er begge udmærket klar over, hvad den usagte dagsorden er. Det kræver nemlig prioritering, at tage på date en almindelig hverdagsaften som single forælder i 40´erne. Men spørgsmålet der hænger med en sitrende spænding over den lette samtale er, om hun er på. Og i så fald, hvad? Er jeg en sjov aften i byen? Et éngangsknald? Har hun nu udset sig en stedfar til sine børn? Eller sidder hun allerede og grubler over, hvordan hun hurtigst muligt kan komme hjem? Snakken glider ind på en anden fællesoplevelse, Tinder. Imens vi nipper til udvalget af pølser og oste og skyller gavmildt efter med vin underholder hun med den uforholdsmæssige store del af mænd, der poserer i biler, på mountainbikes, på jagt, i cykelshorts eller bar overkrop (den slags billige tricks brugte jeg ikke … dengang, he he). Hun har endda set enkelte med duckface!?

Da fadet er tømt og glassene ligeså, rejser hun sig for at gå på toilettet. Jeg kan ikke dy mig for et hurtigt elevatorblik på det som var skjult under den uformelige frakke og fanger hende i at gøre det samme, da jeg bagefter går derud. Regningen ligger på bordet, da jeg vender tilbage. Hun foreslår, at vi splitter den men jeg insisterer på at være gentleman og betale (lidt har man vel med fra den engelske privatskole). På vej ud spekulerer jeg på hvad “man gør” nu. Og hvad jeg skal lægge i, at hun har bedt om regningen mens jeg var ude. Er det en flugtplan? Det virker dog ikke sådan, mens vi justerer halstørklæderne i kulden ude på fortovet. Jeg bryder den nølende stilhed med første lille spring ud over kanten, “Skal vi tage et sidste glas et sted?”. Hun ser på sit armbåndsur og tager smilende imod tilbuddet. Jeg stirrer på de smukke, fyldige læber et øjeblik … men tør ikke. I stedet plaprer jeg som et vandfald mens vi går, næsten skulder mod skulder, mod Vesterbrogade. Måske er det en slags ubevidst tilløb til det næste spring ud over en lidt større afgrund. Som en nervøs teenager griber jeg uden varsel fat i hendes hånd. Hun trækker den ikke til sig, men giver tværtimod et lille klem. So far, so good.

Hun indrømmer, at hun ikke er så stor vinentusiast som mig, så vi ender på Bryggeriet, hvor jeg scorer billige point på mit drik gratis kort. Et kort vi fik for at være kendis ølanmeldere med Inside The Whale for mange år siden (én af de bedste frynsegoder jeg har oplevet i musikbranchen!). Jeg kan ikke lure, om hun er klar over “hvem jeg var” og om det overhovedet betyder noget for hende. Jeg er i hvert fald ligeglad. Vi drikker, griner og holder i hånd henover bordet og for første gang siden alt ramlede, er jeg bare i nuets befriende lethed. Høj på opmærksomheden fra denne smukke, intelligente kvinde. Jeg lapper sultent hendes komplimenter og flirtende blikke i mig og mærker, hvor længe jeg har været i underskud. Længe før jeg blev skilt. I parterapien der gik forud for bruddet konstaterede terapeuten, at jeg var nøjsom i forhold til kærligheden (altså den jeg fik … eller, ikke gjorde). Dengang kom det bag på mig, da jeg altid har følt, at jeg havde stor appetit på livet og selvfølgelig også kærlighed. Men måske var det en helt ubevidst forsvarsmekanisme at “nøjes”, for hvad var alternativet? Det var ikke sjovt, det havde jeg fundet ud af.

Men lige nu er det faktisk sjovt! Så sjovt at det allerede er blevet lukketid. Vi slingrer ud i den Københavnske nat og under gadelygterne ved Tivolis hovedindgang hiver jeg hende beslutsomt ind til mig. Endelig kysser vi. Hun tager mig på ballerne og kører hænderne op under min trøje. En euforisk blast from the past blander sig med alkoholrusen, følelsen af at blive begæret. Mine hænder går på opdagelse i det uudforsket landskab af bakker og dale under hendes vinterfrakke indtil kulden overmander os, så vi står rystende i hinandens arme. Men i stedet for at tage springet ud fra den sidste afsats, fører jeg gentlemanstilen til dørs, kysser hende godnat og sender hende hjem i en taxa.

Efterfølgende kan jeg godt se, at alt pegede på, at hun gerne ville med mig hjem. Men aftenen føltes på en eller anden måde så helstøbt, som den var. Inderst inde vidste jeg nok også, at det ikke skulle føre til mere. Jeg meldte ærligt ud til hende et par dage senere og det satte hun stor pris på, hvilket siger noget uheldigt om nogle mænd på datingscenen.

Men der var håb for kærligheden efter skilsmissen. Det var som om en ny parallelverden åbnede sig. Pludselig var der datingpotentiale alle vegne og det bragte flirten tilbage til min verden og en ny og positiv energi som smittede af på alle mulige områder af mit liv. For godt nok var jeg ikke forfaldet til en “far-krop” i mit ægteskab, men måske havde jeg været ved at blive lullet ind i noget langt farligere, et “far-sind”! Hvor jeg var begyndt at affinde mig … “at nøjes”.

… men det er vist begyndelsen på en anden blogpost 😉