Jeg var på min første date som 43 årig! Sidst jeg var single (som 19 årig i Herning) foregik al romantisk interaktion helst til fest og med hele scenariet godt gennemvædet af alkohol flød overgangene fra smalltalk til dans til det første kys let. Selv afvisningerne prellede af på den beskyttende rus. En biff tur eller (hvis man virkelig skulle flotte sig) et par fastfood bøffer på Jensens var mere brugt som opfølgning på en scoring og hed i min verden ikke “en date”. Nej, dating var udelukkende noget jeg kendte fra Beverly Hills 90210 og andre amerikanske film og serier. Indtil forrige år!

Bomben sprang sent i 2014 og fra den ene dag til den anden levede jeg mit værste mareridt. Min kæreste, kone og mor til mine børn havde fundet en anden! Smerten var uafladelig og lagde sig som en tyk, sort tåge om mig i samtlige vågne timer. Det eneste tidspunkt den lettede var nogle få sekunder om morgenen, fra jeg slog øjnene op og indtil min nye situation igen tog kvælertag. Tankerne kørte i destruktiv selvsving for at prøve at fatte situationen og hvordan det kunne give mening for min eks, når det virkede så vanvittigt for mig. Jeg havde ingen appetit, ingen energi og tabte mig 7 kilo i den første måned. Jeg var klar over, at jeg måtte gøre noget. Det var ren overlevelse! Jeg lavede aftaler med mig selv, simple ting som at spise en omelet hver morgen (æg for at holde blodsukkeret stabilt), at snakke med venner eller familie hver dag og at genoptage mine løbeture og træning. Det var som om den fysiske motion også flyttede følelserne og smerten lidt videre i systemet og langsomt kom der flere små pauser i den sorte smerte.

Min kære nabo, Karsten havde et års forspring i et ellers fuldstændig identisk skilsmisseforløb. Han fortalte om apps og sider som Tinder, Partner Med Niveau, Elitedaters mm. og virkede i øvrigt helt revitaliseret af sin dating aktivitet. Nu var det jo også en mulighed for mig.

Men min bagage gjorde, at jeg per refleks holdt datingscenariet op mod det, jeg lige havde haft. I mit hoved virkede det som at nappe en happy meal over en tur på Noma. At opgive en dybfunderet kærlighed, et livsværk for i stedet at springe ud som hovedløs, liderlig teenager (en 43 årig af slagsen!)

Det var heller ikke mig selv, der tog første skridt ud i datingcirkusset. Ved vores årlige drengejulefrokost installerede nogle af gutterne Tinder på min telefon imellem snapsene og forklarede princippet ved at swipe mig godt i gang. Dvs at de allerede havde valgt at bredt udvalg af kvinder på mine vegne! Det satte gang i tankerne. Hvad var min smag i kvinder egentlig? Det havde jeg jo ikke taget seriøs stilling til i adskillige årtier. Blondiner, brunetter, rødhårede, etniske, over eller under min egen alder, intellektuelle, kreative, businesstyper … ?? Jeg var blank og droppede hurtigt tanken om forhåndskriterier. Det kunne være et blik, et smil eller bare en fornemmelse, der fik mig til at swipe til højre på en profil (til højre = vælge til – til venstre = vælge fra).

Turn-offs var noget klarere. Det kunne være overdreven brug af kattefotos, ingen fotos uden børn, rollespilsudklædning, orange selvbrunerhud, ingen foto overhovedet eller sure opstød over eksen. Ved et match (når begge har valgt hinanden til) opstår næste filtreringsrunde i den efterfølgende chat. Det kom bag på mig, hvor meget indtryk man egentlig kan få af en person fra disse, ved første øjekast, overfladiske samtaler. For mig var det vigtigt, at fornemme humor og en vis kærlighed for musik. Men hver gang jeg nåede til “briste eller bære punktet”, hvor den digitale parringsdans skulle trækkes ud af app´ens trygge rammer og ind i real life, afslog jeg respektfuldt eller fadede fra samtalen.

Hvad var det, der holdt mig tilbage?

En dag hvor jeg kører på Frederiksberg skyder tankerne igen i alle retninger som et væltet romerlys. Men ved Rådhuset skærer Sias Chandelier igennem krydsilden og borer sig lige ind i hjertekulen. Omkvædets emotionelle klimaks rammer og jeg holder ind, skruer op og lader tårerne strømme ned ad mine kinder.  I want to live like tomorrow doesn´t exist … synger Sia så hjerteskærende. Jeg har hørt om folk, der har fået åbenbaringer og tænker at dette må være det tættest, jeg er kommet én. Mine tårer er nemlig ikke ren ulykke, nærmere en intens, blå forløsning. Jeg indser, at jeg har sat fremtiden og også nutiden på standby, for at rette op på skaderne, samle stykkerne og få eks´en til at indse sin fejl. Men hvis jeg har lært én ting, er det da, at jeg ikke ved hvad i morgen bringer. Jeg kan heller ikke ændre det, der er sket. Det giver ingen mening, at lægge ansvaret for min lykke i min eks´ hænder, specielt nu hvor hun netop har vist at hendes lykke står i direkte modsætning til min. Jeg er ene ansvarlig for min egen lykke. Desværre er livet dog sjældent som i film, hvor man når et vendepunkt og lever afklaret og happily ever after. Men dette vendepunkt hjalp med at fortrænge mørket i endnu flere af døgnets timer og gav mig helt specifikt modet til at gå på date … in real life!

Men hvordan fremstår jeg så for det modsatte køn? Jeg var vant til at gøre mig nogenlunde præsentabel til pressefotos i forskellige sammenhænge. Til daglig var jeg også opmærksom på ikke at gå ud med mayonnaise i skægget og kaffepletter på tøjet, men derfra og til ligefrem at gøre sig attraktiv som potentiel kærestemateriale føltes som et kvantespring. Fænomenet “Dadbod” eller “farkrop” var lige dukket op og hvis jeg før havde haft optræk til sådan én, kunne jeg nu takke eks´ en for den første tids bootcamp med vægttab og træning.

Nej, i det hele taget føler jeg mig egentlig ok med mit kropshylster. Men alligevel basker sommerfuglene vildt i brystet, da jeg sidder i S-toget på vej til tapasbaren på Vesterbro … og min første date!

Fortsættelsen følger …