Da skibet sank med 22 års parforhold var det familien og vennerne, der blev min redningsflåde. Men ude på det dybe vand, drev jeg indimellem rundt på et varieret udvalg af vraggods. Det kunne være en sang fra min barndom (f.eks. Baggy Trousers”, Madness), soundtracket til et teenagecrush (“Love Bites” – Def Leppard), lidt filmnostalgi ( “Grease”)  eller duften af nyslået græs. Det var nok en del af min personlige rekonstruktion, at bjærge disse små stykker af det, der havde skabt “mig”. En nødvendig udvikling efter at have været viklet ind i et andet menneske i mange (meget formgivende) år. For når man fjerner noget, skaber man et tomrum, men også en plads hvor noget andet kan blomstre. Men indtil det kunne ske, fandt jeg trøst i at fylde vakuummet med sensoriske snapshots fra min emotionelle harddisk.

Netop duften af nyslået græs transporterer mig stadig tilbage til sensommerdage på cricketbanerne på Caldicott, den engelske privatskole for drenge (som jeg gik på fra jeg var 8 til 12 år). Og med den duft i næsen sad jeg, sidste år, på terrassen i Vanløse og nød et glas vin. Pludselig fik jeg lyst til at forstærke tilbageblikket med lidt research på nettet. Jeg vidste, at min gamle skolekammerat Mark nu er en del af Dubais erhvervselite og at Nick Clegg, som gik et par årgange over mig, havde været Englands vicepremierminister fra 2010-2015. Men jeg var på ingen måde forberedt på den strøm af dybt chokerende afsløringer, der skulle sætte hele den del af mit liv i et andet lys.

Caldicott var (og er) én af Englands mest prestigiøse privatskoler. Den havde faktisk mange ligheder med Hogwarts – bare uden magien. Skolen var inddelt i “houses”, men i stedet for at hedde Slytherin, Gryffindor osv hed de Cooper, McArthur mm. Vi gik i skoleuniformer (jeg kunne binde mit eget slips som 8 årig), tiltalte mandlige lærere “sir” og kvindelige “mam” og havde bl.a. latin og oldgræsk på skemaet.

Det var velanset, at man boede på skolen (som “boarder”) men først obligatorisk i sit sidste år. I min klasse var der bl.a. drenge hvis forældre boede i Singapore, Trinidad og Boston. Men vi boede kun 8 km derfra, så jeg kunne heldigvis være “dayboy”, hvilket betød, at jeg slap med at være i skole fra kl.9 til kl.18 man – fre, og fik allerede fri kl.13 om lørdagen! Mine venner Mark og Justin boede også i nærheden (og havde også en dansk mor), så vores forældre skiftedes til at køre. Dvs for deres vedkommende var det ofte deres fars uniformeret privatchauffør, der kørte os i jaguaren. Det var der nu ikke noget unormalt i. Man kunne spotte både Rolls Royce, Porsche mm ved hentetid på skolen og bag rattet kunne godt sidde en kendt tv-kok, politiker eller uniformeret chauffør.

Men på trods af de mange privilegeret elever var der en hård tone, hvor lærerne lod til at bakke op om “overlevelse af de stærkeste” princippet. Sladrehanke kunne forvente ubehagelige repressalier som tæv eller mere opfindsomme tiltag som en vasker med hovedet i lokummet. Den første tid var jeg lige skrækslagen for de småpsykotiske lærere (Teacher fra Pink Floyds, The Wall fandtes … really!) og de store elever med hang til at jokke nedad. Min far (som er vokset op i et af Londons hårde nabolag, Harlesden, i post krigens London) bød ind med sit bedste råd. Sæt dig i respekt. Slå dem hårdt lige på næsen. Således gjort – problem solved. Det var ikke just pædagogiske råd, men jeg havde ingen berøring med det begreb, før jeg slap væk til det søde liv i en fodformet dansk folkeskole. På Caldicott var korporlig afstraffelse hverdag. Et svirp over fingrene med en lineal hvis man ikke havde styr på de latinske bøjninger eller flad hånd over baghovedet hvis man (som jeg ofte gjorde) sad og dagdrømte. Grovere forseelser kunne honoreres med en tur op til headmaster, hvor man fik af spanskrøret på sin bare mås. Klasserne var ligeledes upædagogisk inddelt i “upper”, “lower” og “middle” efter fagligt niveau. Det samme var sportsaktiviteterne (rugby om vinteren, cricket om sommeren) som skolen tog meget alvorligt. Hvis du ikke var skarp på det boglige, havde du så en chance for at få noget respekt på sportsbanerne. Der foregik nemlig en åbenlys favorisering af sportsstjernerne, ført an af skolens headmaster, Mr.Wright. Min klasse (Upper III) havde Mr.Wright til fransk, hvor han også fremhævede sine kæledægger med en sær form for opmærksomhed, som var (i sær for en 10 årig) svær at afkode. Det var nemlig ikke nødvendigvis de dygtige eller de uartige, der tiltrak opmærksomhed, som ellers. Vi var bange for ham, ikke på samme måde som nogle af de mere åbenlyse voldelige lærere, men han var jo headmaster og i dette lukket kredsløb svarede det stort set til enerådig diktator.

Min strategi i forhold til lærerne var nok, at passe mine ting og prøve at holde mig under radaren og det lykkedes langt hen ad vejen. Vi flyttede så til Danmark umiddelbart inden jeg skulle have været “boarder”. Min engelske skolegang lyder måske som en hård omgang … og det var den vel også. Men jeg føler, at jeg fik nogle gode lærepenge med derfra; en veludviklet selvdisciplin, adskillige års latin og fransk (som lettede gymnasietiden) og vel også noget af den britiske “stiff upper lip” (dvs at man bider det i sig og ikke piver). Men som jeg sidder der på min terrasse i sommer, erfarer jeg, at mange af mine gamle skolekammerater har fået noget langt værre med sig.

Det første jeg ser, er en artikel i The Times med et udsnit af det skolebillede, jeg har hængende i min entré! Næste billede er af en aldrende Mr.Wright i håndjern og flankeret af to politifolk. Det svimler for mig, efterhånden som artikler og klip fra The Times, BBC, Daily Mail mm fortæller historien om hvordan Mr.Wright og flere andre lærere er blevet dømt for en lang række seksuelle overgreb på “udvalgte” drenge på Caldicott!!

En lille håndfuld gamle elever er stået frem (der er formodentlig mange flere, der ikke er). Misbruget er foregået igennem 40 år! Hvordan kan det lade sig gøre?? En kombination af absolut magt og stiff upper lip i værst tænkelige udgave. Mr.Wright skal 8 år i fængsel. Viceinspektør, Mr.Hill var også involveret. Visse elever havde f.eks. badeturnus i Hills private lejlighed, skemalagt pædofilvoldtægt! Hill tog sit eget liv inden retssagen, det samme gjorde en anden tiltalt, tidligere lærer Hugh Henry, som kastede sig ud foran et tog.

http://www.thetimes.co.uk/tto/news/uk/crime/article3954251.ece

Caldicott minderne fremstår pludselig forvredne som spejlinger i et hurlumhejhus. Jeg tænker på mine gamle skolekammerater og får tårer i øjnene, det er så grusomt. Jeg kan slet ikke begribe konsekvenserne og smerterne, de er blevet påført. Dette monstrøse tillidsbrud mellem voksne og børn. Jeg ringer til mine forældre, der også bliver dybt chokeret. De havde de bedste hensigter med at sende mig i skole der. De var ikke en del af segmentet med jaguar og privatchauffør og måtte knokle hårdt for at betale de årlige schoolfees (i 2016 koster det 22.000 GBP, altså ca kr. 200.000 per år!) i forventning om den bedste uddannelse man kunne få i England + det værdifulde “old boy network”. Formodentlig samme netværk der var skyld i at anklagerne igennem adskillige år, blev afvist og fejet ind under gulvtæppet af retssystemet.

Så slår det mig, hvor heldig jeg er. På en måde jeg forestiller mig, kan sidestilles med fornemmelsen af at være kommet for sent til det fly, der styrtede ned eller at sidde i redningsbåden og se Titanic forsvinde under et iskoldt skummende hav. Der er også en understrøm af bedrag, en følelse jeg er særligt overfølsom overfor på det tidspunkt i mit liv, at kigge i bakspejlet med en ny viden, der får alt til at se anderledes ud. Dernæst rammer afmagten. Selv det, at de trods alt bliver stillet til regnskab (dog alt for sent) ændrer jo ikke, hvad der er sket og det frygtelige gods ofrene må bære med sig for altid.

Men det ER sket. Det er frygteligt og ikke til at rumme. Og jeg forstår, hvorfor mange ikke har lyst til at høre om pædofili eller andre forfærdelige ting, for den sags skyld. Vi har det jo generelt godt. Men det er præcis dét vi må gøre, for at gøre vores til, at det ikke sker igen. Vi må eksponere, dele, lytte, tale og påtale. Vi må kæmpe for åbenhed og gennemsigtighed, så de mørke kræfter ikke får ro til at vokse og udfolde sig.

Engelsk tv har lavet denne foruroligende dokumentar om Caldicott sagen.