I perioder kan co-writer jobbet føles som en stribe kreative blind dates og one-night-stands. Man mødes, ofte for første gang, med et par personer (typisk en producer + en artist) og skal i bogstaveligste forstand få sød musik til at opstå inden dagen er omme, hvor man igen skilles. Med så urimelige deadlines lærer man at fokusere på det, der virkelig tæller. F.eks. hvor meget mere pondus hele sangen får, hvis teksten udspringer af virkelige begivenheder, følelser, erfaringer, relationer mm. Og med den mission for øje morfer min co-writer tjans sig i bedste fald til en slags terapeut rolle. Jo mere folk åbner sig, jo mere kød og blod får sangteksten. Det kræver dog, at jeg også er gavmild med mine tanker og følelser for at vinde tilliden. Men det er fantastisk, når disse kendte og ukendte stjerner blotter sig for mig med det som kan gøre den altafgørende forskel i en sang. Det, der i virkeligheden gør enhver form for kunst vedkommende, nemlig en ægte del af det menneske, der udtrykker sig. Kunsten herefter, eller måske håndværket, er at formulere disse intime detaljer på en måde, hvor lytteren kan identificere sig med dem og samtidig føler, at artisten giver noget af sig selv.

Ordene har altid fascineret mig og er kommet let for mig. Og det er ofte ordene musikartister har søgt hjælp til hos mig. Men i de fleste sangskrivningssessions vejer min passion for musik lige så tungt som den for tekst. Og optimalt set byder alle ind på kryds og tværs indtil sangen flasker sig, som den ultimative kombi af tekst og musik på den givne dag, i det givne selskab. Til gengæld er det sjældent, at jeg kun står for musikdelen. Men sådan var det, da Sys Bjerre og jeg skrev sange til hendes album, “Sys” i 2011.

“1. date”, var bare os to i min villalejlighed, hvor vi skrev “100 År” ud fra en guitarfigur og et par melodilinjer, jeg havde. Da vi var ved at have melodien på plads bød jeg ind med ord og linjer, som sædvanligt. Sys lyttede høfligt men jeg kunne mærke at vi ikke rigtig kom ud over stepperne, før hun selv fik lidt arbejdsro. Allerede i det første tekstoplæg var Sys´ knivskarpe udtryk på plads. En genkendelig stemme i ordene, der graciøst jonglerer vid, menneskelig indsigt og inderlighed.

“2. Date”, troppede Sys op i mit nye hus i Vanløse med sine veganer forsyninger i tjekkede tupperware beholdere. Det var en smuk sommerdag og jeg havde lige hørt Lily Allens “Smile” i radioen og foreslog den som inspiration til dagens nummer. Den var Sys med på. Men denne gang delte vi os relativt hurtigt op, mig på melodijagt i hjemmestudiet imens Sys indfangede ord ude i haven. Det resulterede i nummeret “Vip Omg”, et stenet feelgood nummer, som i kærlig jeg-person spyder hele reality-, bacardi breezer-, vipliderligsegmentet.

“3. Date”, som enhver ordentlig pige ved, skal der gemmes noget særligt til 3.date og her skuffede Sys ikke. Denne gang mødtes vi hos min kære ven og dygtige co-writer/producer, Thomas Stengaard. Han havde på det tidspunkt et besynderligt lille studie, som var en ca 5kvm lydisoleret boks midt i køkkenet i sin Amagerlejlighed (hvor vi i øvrigt skrev og producerede hele Peter Belli albummet, “Underværker”). Thomas fik hurtigt et simpelt beat og nogle akkorder oppe at køre og alle bød ind med melodier i en uforbeholden brainstorm. På et tidspunkt begyndte jeg at synge, det der blev første linje af omkvædet som “Hey, la la la” og Sys fortrak med et tænksomt blik ud i køkkenet. Vi fortsatte med at finpudse melodi og arrangement indtil Sys igen trådte ind i vores lydtætte kube for at præsentere sin tekst idé. Den skulle tilegnes Sys´ bedste veninde, Vanessa, som var tilflyttet fra USA og blev kørt rundt i manegen af Danmarks tunge, bureaukratiske indvandrings cirkus. Sys nævnte, at det var nemmere i Sverige og deraf kom mit eneste input til teksten, “der skal en Volvo med!” (og det kom der). Få timer senere var vi færdige med at skrive det, der skulle blive den største single fra albummet “Sys” (og indtil fornylig den mest spillede Sys sang på DR´s kanaler igennem de senere år), “Hey Vanessa”.

Den oprindelige udgave havde dog et helt andet 1.vers, som jeg syntes havde en fantastisk åbningslinje, der uden tvivl ville have delt vandene.

Hvis du havde en pik,

Så var vi nok kærester nu.

Men det har du ikk´

Og det er nok også bedst for du,

Du ville se mærkelig ud

Og du er så smuk som du er

Med din bløde hud

Og dine bittesmå mærkelige tæer

Sys ændrede dog første vers og den endelige udgave kan du både se og høre her;

“Hey Vanessa” er siden blevet et studium i hvordan en sang kan få sit helt eget liv, når først man har sat den i verden. Sangen er bl.a. at finde i “Efterskolesangbogen”, “Det Blå Sanghæfte” og på kompilations som “25 Dejlige Danske Valentines Hits”, “50 Dejlige Danske Pophits”, “Hits For Kids 32” og “De 100 Største Lovesongs”. Fornylig fik sangen også nyt liv i Peter Bellis intime fortolkning på afskedsalbummet, “Som Boblerne I Bækken”.

“Hey Vanessa” affødte også spændende, nye venskaber med f.eks. Frederik Thaae, der producerede sangen og er siden blevet en fast samarbejdspartner på mine L.A. ture, hvor han nu er bosat med sin skønne amerikanske kone, Vanessa… Ja, den Vanessa!

Tak Sys, det var nok meget godt, at du insisterede på at ændre første vers 🙂

PS. og nu også som samspilshold emne… http://www.clioonline.dk/musikfaget/index.php?id=9129&unit_plan=588867c9-513f-4cad-90ef-04fa0827265d