Børnefri Jul & Andre Katastrofer

For at afværge den emotionelle katastrofe min første Jul uden børnene potentielt kunne blive, stak min kæreste og jeg af til Berlin. 45 minutter i et fly og en komplet udskiftning af kulisserne. Så slap vi for at visne midt i et velkendt Julescenarie, hvor lige præcis dem det hele handlede om manglede, nemlig børnene.

Men et par dage inden afgang blev Berlin ramt af en katastrofe af dimensioner. En menneskelig tragedie, der trækker tråde ud til tragedier langt væk fra vores ellers så fredelige himmelstrøg. Mine bekymringer virkede pludselig selvoptagede og endda forkælede. På globalt plan er de absolut også temmelig små. Men som en mand (der var klog på meget mere end fysik) engang sagde, så er alt relativt. For når man zoomer helt ind i én persons sfære kan langt mindre katastrofer stadig føles som liv og død.

Apropos liv og død, fortalte en god veninde (tak, Lulu) mig, at den sorg man oplever i en skilsmisse kan sidestilles med et dødsfald. Det kunne jeg virkelig relatere til, dengang midt i mørket. Men selvom bruddet for mig var lige så brutalt uventet og uønsket som et dødsfald i familien, så adskilte det sig ved en underlig uforløst smerte. Det sled hele tiden at blive konfronteret med den eks og den familie som var blevet revet fra mig. En del af min vej videre var nemlig at se hele den ubehagelige virkelighed lige i øjnene. Det var som når skrid-hjem-lyset bliver tændt på et diskotek og alt det der før var så smukt og forførende pludseligt står blegt og rødøjet tilbage i den begyndende kvalme. Mine venner kunne se det på mig og mindede mig igen og igen om at passe på mig selv. I mange år havde mit primære fokus været at passe på børnene, at passe butikken, at passe parforholdet. Men hvordan var det nu man passede på sig selv? Og kunne man egentlig tillade sig det? Der gik længe før jeg kunne bruge min alenetid på mig selv uden at få dårlig samvittighed. Men stille og roligt fandt jeg ud af forskellen på accept af situationen og selvpineri.

airplane01

At passe på sig selv er nemlig ikke en egoistisk ting. Under stewardessens sikkerhedsinstruktion (det om iltmasken) på Air Berlin flyet viste det sig i al sin metaforisk klarhed. Selvfølgelig skal man selv tage masken på før man hjælper sit barn. Hvad nytte er en far der er besvimet af iltmangel når barnet har brug for ham? Man må tage ansvar for/passe på sig selv før man kan passe på andre.

I denne verden går vi en tid i møde, hvor det bliver mere nødvendigt end nogensinde at passe på hinanden. Det kan se helt uoverskueligt ud med Trump på vej ind i det hvide hus og frygtelige terrorhandlinger i vores nabolag. Men alle de store katastrofer er et kludetæppe af små, personlige katastrofer. Så måske vi skulle bruge Julen som anledning til at gøre en forskel hvor vi kan, i det små, hvor vi kan tage ansvar for os selv og hinanden….hver gang! For som førnævnte fysiker sagde…

einstein

Skrevet af

Sangskriver, ordsmed, musiker, livsnyder og fraskilt far til to.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s