De fleste af mine kolleger i musikbranchen veksler mellem to overordnede arbejdssituationer; 1) Stressfest med logistisk spaghettigryde, hvor alle de bolde man har i luften pludselig skal tages ned samtidig og deadline i øvrigt var i går. 2) Et vakuum, hvor telefonen ikke ringer, kalenderen er tom og selvværdet smuldrer i omverdenens indifferente stilhed.

Jeg er klar over, at jeg bør nyde roen i fase 2. For i 20 år er der altid kommet en ny fase 1 umiddelbart efter. Der kan også sagtens gå nogle dage med at træne, læse, indhente Game Of Thrones afsnit og drikke kaffe. Men lynhurtigt kryber en lille djævel op på skulderen og hvisker mig i øret, “Nå, det var nok det. Nu ringer de aldrig mere”. Om natten suppleres plageånden af panikdrømme, hvor jeg falder til patten og igen står ved Jura fakultetet på Århus Universitet, klar til at få “noget at falde tilbage på”.

Men der skete noget, da jeg for nogle år siden, som så mange andre, så “The Secret”. Under den tandbleget-Hollywood- tv-shop overflade fangede jeg en pointe, der i den grad vakte genklang i mig (og gør det stadig). Den såkaldte law of attraction, ultrakort sagt; man tiltrækker det man udsender. Så, altså Hvis jeg vil have noget at lave, skal jeg lave noget. Næste gang strømmen i mit liv igen satte mig af på flodbredden for en stund, lavede jeg så netop noget i stedet for at stivne i mild panik. I virkeligheden er der ikke noget hokus pokus. Det er simpel logik. Aktivitet og entusiasme er bare så meget mere attraktivt for omverdenen end stilstand og apati.

Ét af mine første sæt-i-gang-projekter var mit alterego, Dex Dexter (se mere nederst og hør i jukeboxen). De seneste par år, har det været bogprojekterne. Jeg er blevet så glad for denne selvbeskæftigelse, at det ligefrem kan føles forstyrrende når “branchen” igen banker på og vil have mig involveret! Indtil videre er bjerget altså altid kommet tilbage til Muhammed før eller siden.

I oktober kom jeg hjem fra min seneste writing tur til L.A. og trådte direkte ind i en heftig omgang fase 1 og først nu begynder jeg at skimte julelysene på den anden side. Indenfor den sidste uge har jeg f.eks.

• spillet 4 koncerter (2 i Jylland, 2 på Sjælland)
• arrangeret en Writing Camp for DPA (Dansk Populær Autorer). 4 dage med 4 topseje up and coming artister, 4 superdygtige co-writers og 4 topproducers og så et brag af en lyttefest! (der er allerede interesse fra major selskaber på flere numre).
• afleveret min roman til anden gennemhøvling af en redaktør
• været forbi Sanne Salomonsen flere gange i studiet for at hjælpe med tekster til hendes kommende album (det bli´r fedt!).

En dag sagde Sanne til mig at én af de nye tekster, “Livets Træ”, var min bedste nogensinde og at hun havde stortudet, da hun læste den. Den melding gav mig sådan et skud duracell, at jeg med overskud klarede alting endnu et par dage. Men en gråvejrsdag på vej ud til det Rytmiske Konservatorie, hvor jeg i denne uge står for en Co-write projektuge for sangskriverlinjen, slog det mig at to etablerede bands stadig venter tekster fra mig, at jeg bl.a. skal finde tid til en skypesession med en producer i Finland, købe fødselsdagsgave til min søn William og julegaver til hele banden. Tankerne drønede afsted og det samme gjorde min gamle peugeot, så meget at jeg fik en fartbøde. Der, på forsædet kunne jeg mærke energien sive ud af mig, indtil jeg fik øje på én af de heldigste motherfuckers jeg kender….lige der i spejlet. Jeg stak mig selv en mental lussing. Der er måske meget at lave men alt sammen fantastisk! Ting jeg havde drømt om for år tilbage. Og som om det ikke er nok har jeg endda udsigt til nogle afslappende (fase 2) dage om en lille uges tid!

Så, hvis du, imod forventning, skulle finde mig i en selvynk-selvsving, så vær venlig at stikke mig en lussing. Mind mig derefter om den drøm jeg egentlig lever indtil jeg må knibe mig i armen for at konfirmere mit eget held.

I Jukeboxen “Uh, Me Like” & “Young Dex Looks For…” – Dex Dexter. Det var midt i 00´erne og jeg havde lige købt mit første pro-tools set-up (hjemmestudie udstyr, red.). Jeg skulle lære at indspille og redigere osv. Så jeg begyndte at pjatte mig frem til beats og melodilinjer og pludselig kom der én eller anden småforstyrret rød tråd i mine sangskitser. Der var titler som bl.a. “Scratchy Sweater”, “F.M.I.P.M,” (Fuck Me I Play Music), “Bono´s Gonna Save The World” og et filmisk instrumentalt værk som hed “Young Dex Looks For His Christmas Present And Finds A Dildo” (også i jukeboxen).

Jeg endte med numre til et helt album, som jeg faktisk præsenterede for et par forvirrede selskaber, som havde store indvendinger mod et projekt, der var et alias (chokerende, altså hvis man aldrig har hørt om Ziggy Stardust, Gorillaz, Blues Brothers, Spinal Tap, The Commitments, The Archies osv.)

Min skønne ven Søren Andersen (superguitarist, producer, studieejer) synes også projektet var sjovt og miksede “Uh, Me Like” i Medley studiet. Det blev aldrig udgivet men florerede som et kult nummer i egne rækker, hvor vi flittigt har sagt “uh, me like…” siden.