Jeg har lige brugt over 500 kroner på julekranse og en nisse som kunne blive bjællespiller i ZZ Top. Jeg synger med på “Last Christmas” og de andre julegengangere i radioen og har endda lavet en ekstra playliste tilsat dem jeg synes mangler (f.eks. Tom Pettys “Christmas All Over Again”, The Raveonettes “The Christmas Song” og David Bowie & Bing Crosby “Little Drummerboy/Peace On Earth”). I det hele taget skal jeg tilbage til min barndom for at finde et år, hvor jeg var lige så julemotiveret som 2018!

Det skyldes i høj grad last Christmas, altså Julen 2017. Det eneste julepynt i mit hjem sidste år var en borddekoration jeg fik fra Peter & June Belli og bandet, da jeg blev udskrevet fra Riget. (hele historien her: https://detsomwinther-johnskriver.blog/2017/12/21/adventskraeft-rock-n-roll/ ). 1 års jubilæet for de rystende nyheder falder i år sammen med min halvårlige ct-scanning. Det giver et gensyn med den sorte sky fra  ventetiden på resultaterne sidste år. Men jeg lover mig selv at huske at nyde kærligheden, glæden og familien, der gløder så varmt i Julens hjerteformet glansbillede både når jeg kan abstrahere fra bekymringen og i højeste grad når jeg får resultaterne. Og heldigvis er resultaterne igen fine!

Jul og nytår er en naturlig time-out og anledning til at gøre lidt regnskab over året. 2018 har været travl for mig. Nye projekter skulle løbes i gang, de fleste i sangskrivningsafdelingen, men også ét helt nyt. Der er sådan en magisk spænding ved at kaste sig ud på dybe, nye vande. Og når man så føler, at første fase er lykkedes opstår der en forventning ikke ulig den glitrende spænding fra barndommens Jul. Projektet er min debutroman og første fase har været de sidste 3 år, hvor jeg har skrevet på og omskrevet historien om en musiker og far til to, der pludselig får vendt livet på hovedet med en uventet skilsmisse. Lyder det bekendt? Det gør det nok for mine trofaste bloglæsere 😉 Genren er, har jeg ladet mig fortælle, “autofiktion”. Jeg kalder selv historien for “improvisationer over egne ulykker” og for en måneds tid siden underskrev jeg kontrakt med Byens Forlag om udgivelsen af “16 Tømmermænd”!

Udgivelsen er sat til sidst i januar, 2019, hvilket har fyldt min julekalender med deadlines. Aldrig har jeg vredet så meget af mig selv ud i et kunstnerisk output. En sætning i pressemeddelelsen kunne være: en slingervals igennem tærskehold og tilgivelse –  kærlighed og kompromis – selvrealisering og selvdestruktion. Fortalt i 16 kapitler, der hver starter med hovedpersonens tømmermænd. På mange måder er det dén bog jeg manglede, da jeg stod i skilsmissekviksand til hagen: ikke en politisk korrekt selvhjælpsmoppedreng men en hudløs ærlig, subjektiv og humoristisk fortælling om en mand, der rammes af tidens skilsmisse-epidemi. Og damn, hvor er jeg spændt på at I (forhåbentligt) vil læse den. Mere info følger …

Julen er en emotionel årstid for mig. Måske fordi de tilbagevendende traditioner bliver en slags måleenhed for mit liv. Hvad er der sket siden sidste Jul? Hvem er her ikke i år? Hvem er kommet til? Hvad er vigtigt når hverdagens små og store bagateller bliver sat på stand-by? George Michael gør selv regnskab i Last Christmas. Sidste år gav han hjertet til én og fik det knust. Men hans konklusion er ikke at fedte med hjertet og gemme det væk, nej, det er at finde en hel særlig person (someone special) at give det til. Der kan sagtens ligge smerte og sorg i det regnskab man gør op, men i smerten ligger også håbet!

Min lille reminder om den sorte sky der lå op til min last christmas minder mig om at gribe denne årlige chance for at give, spise, kysse, synge, kramme og grine. Jeg skal ikke spilde tiden med kynisme, brok over butikkers tidlige oppyntning og andre forkælet first-world-problems! Jeg går all-in på Julen og ønsker dig det samme.

Lad nu vær med at fedte med livet … for pludselig er det væk!

Glædelig Jul!