Min far er i en alder af 74 stadig fuld af forundring over livet. Fornylig præsenterede han mig for det kinesiske udtryk “may you live in interesting times”. Det er jo et tankevækkende ordvalg og ikke de typiske udtryk som rige, gode eller lykkelige tider man ønsker den pågældende. For interessante tider er vel sjældent de lette, dem der bare glider forbi mens man ligger og hælder G&T´s ned ved livets strandkant.

Forleden aften befandt jeg mig, som så mange gange før, i et backstagerum med to af mine gamle bandfæller fra Inside The Whale. Efter et par velvoksne forfriskninger faldt snakken på gamle dage. Men det var ikke minderne om at stå på Midtfynsfestivalens store scene foran 20.000 mennesker, der sang med eller dengang fransk MTV transmitterede hele vores koncert fra Midem festivalen i Nice, der trængte sig på. Det der virkelig genkaldte gejsten og galskaben fra vores fællesrejse gennem 90´erne var alle de små fiaskoer. Som da…

• vi lånte min fars varevogn med It´s-It (bandet vi havde før Hvalerne) og kørte til Odense for at spille på døren. Ingen kom. Men høje som vi var på at have fået et job så langt fra Herning, betød det ikke det store. Ikke engang da barpersonalet skred ud for at ryge.

• vi røg igennem scenen på Huset (nu Voxhall) i Århus. Under én af hvalernes fælles-hoppe-passager slog scenegulvet pludselig en kæmpe revne. Jeg hoppede ud til kanten og da de andre landede røg de sammen med mikrofonstativer, forstærkere, ølflasker og monitors igennem gulvet. Jeg husker stadig hvordan Troels stod, som kaptajnen på en synkende skude, og holdt basgangen kørende med overkroppen lige over de splintrede planker, der havde båret på flere årtiers undergrundsrock.

• vi fløj til Barcelona for at erobre Spanien. Vi skulle spille vores chance på en stor festival. Indtil det viste sig at vores spilletid var midt i siestaen og vi igen stod i stort set samme situation som en håndfuld år forinden i Odense.

• vi blev smidt ud af backstage (hvor vi skulle sove) et sted i Hillerød efter en “Chili Con Carne incident” sammen med Dizzy og overnattede i stedet i en nærliggende ærtemark.

Det er nemlig bumpene på vejen eventyrene er skabt af. Jeg tror også det er modstanden eller nej, udfordringerne der skaber alsidigheden, empatien og rummeligheden i et menneske. Når man skubbes ud af sin comfortzone og tvinges til at se en situation fra en anden vinkel end man havde håbet.

Måske er det også én af grundene til at Trump forekommer mig at være så håbløst underudviklet som menneske. Født direkte ind i Trump Towers usmagelige, guldbelagte penthousesuite, accepterer han ikke modgang (han ville kun acceptere et valgresultat med ham som vinder). Han kan ikke engang rumme modspil (som f.eks Saturday Night Lives spot-on parodier af ham). I sin krampagtige og voldelig fastholdelse af én tilstand holder han også sig selv tilbage for den selvudvikling, der ligger i at omfavne og arbejde sig igennem modgangen.

Lettere sagt end gjort, I know!

Det har taget mig lang tid at indse, at mit livs ubetinget sværeste udfordring, nemlig min skilsmisse, ikke kun var en blindgyde. Bumpene i vejen var indimellem så store at de virkede som decideret vejspærringer. Men selvom de sidste par år har været livsforandrende, smertefulde og surrealistiske til tider har de altid været interessante! Så meget, at de har inspireret mig til at skrive min første roman, en semi-selvbiografisk rock`n´roll skilsmisse eventyr. Men den skal jeg nok vende tilbage til 🙂

Sagen er, at jeg stadig kan genkende mig selv i Marcus, 12 år. Samtidig er jeg dybt taknemlig for de tærsk og udfordringer, ja, de interessante tider, der har fået (det meste af) den arrogante, ungdommelige skråsikkerhed til at morfe sig til noget lidt mere nuanceret.

I Jukeboxen, Last Christmas – Inside The Whale. En sang fra tiden hvor jeg spillede ekstranummer i skotsternet nederdel.